Befolkningstallet i Furesø Kommune har rundet 40.600, og efterspørgslen på nye boliger i den nordsjællandske kommune stiger. Projektudvikleren FB Gruppen A/S, der også står bag udviklingen af Grønttorvet i Valby samt en række prisbelønnede byggerier i København og på Frederiksberg, er i fuld gang med at søge at imødekomme efterspørgslen i Furesø.
Det sker ved opførelsen af 32 lejligheder på Paltholmvej i Farum, der skal stå klar til indflytning i september. Første spadestik var i oktober og allerede i denne uge kunne projektudvikleren sammen med arkitekter, håndværkere, investor og politikere fejre rejsegilde for den 56 meter lange bygning, der er designet i stram stil af Oliver Grundahl Architecture.
Ja, indtil videre er det jo gået meget godt. Men nu kommer vi til kvistene, og så er det jo, det går galt.
Arkitekt Oliver Grundahl Oliver Grundahl Architecture
– Rytterhus ligger i et attraktivt område, hvor beboerne kommer tæt på idrætsfaciliteter og daginstitutioner. Det er en flot bygning, der udføres i høj kvalitet og som opføres på rekordtid. Jeg kunne ønske mig, at FB Gruppen og deres team fik mulighed for at bygge nogle af de offentlige byggerier, som vi jo må konstatere ind imellem tager lidt længere tid at opføre, sagde byrådsmedlem Egil Hulgaard (K).
Tak til håndværkerne
I forbindelse med den igangværende opførelse af de 32 lejelejligheder har FB Gruppen været meget tilfredse med kommunens tilgang til projektet.
– Vi er glade for at kunne være med til at skabe hjem til både nye Furesø-borgere og de, der flytter fra deres parcelhus og til en ny og mindre bolig i nærområdet, som de kender. Af princip bygger vi kun boliger, vi selv vil bo i, og jeg vil gerne takke håndværkerne for deres flotte arbejde her på Rytterhus, sagde administrerende direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S
Der er en kreds af private investorer, der gennem investeringsselskabet Crescendo har finansieret opførelsen af Rytterhus, der udbydes som 32 private 2-4 værelsers leje-lejligheder, der er mellem 75-125 kvadratmeter.
Fra vision til bolig
Det er arkitekt Oliver Grundahl, der har tegnet den 15 meter lange bygning, som har en 30 graders taghældning.
– Ja, indtil videre er det jo gået meget godt. Men nu kommer vi til kvistene, og så er det jo, det går galt, spøgte arkitekten i sin indledning og fortsatte i en mere alvorlig tone:
– Nej, det går rigtig godt, og det er jeg sikker på, det bliver ved med. I gør det godt på byggepladsen, og det er en fornøjelse at betragte, hvordan illustration og vision med de fleksible og lyse boliger dag for dag bliver omsat til virkelighed. Jeg er rigtig glad for at se, hvordan byggeriet tager form og på bedste vis opfylder intentionerne i lokalplanen og viser sig fra sin bedste side her på denne frostklare vinterdag, sagde Oliver Grundahl.
Boligerne er for folk i alle aldre og lejlighederne er indrettet, at der i flere af dem eksempelvis kan opføres en midlertidig væg, der udløser et ekstra værelse.
