Raundahl & Moesby skal opføre nyt domicil for Aarhus Vand

Totalentreprenøren har netop skrevet kontrakt om totalentreprisen med Aarhus Vand på projektet, der opføres i en partneringaftale sammen med Niras og Cebra.
Aarhus Vand samler alle medarbejdere i et kommende nyt domicil og baner sammen med Aarhus Kommune samtidigt vejen for etablering af et innovationsmiljø inden for vandteknologi. Visualisering: Raundahl & Moesby.
Aarhus Vand samler alle medarbejdere i et kommende nyt domicil og baner sammen med Aarhus Kommune samtidigt vejen for etablering af et innovationsmiljø inden for vandteknologi. Visualisering: Raundahl & Moesby.

Aarhus Vand har købt en 37.000 kvadratmeter stor grund i den sydlige del af byen, hvor selskabet vil samle sine nuværende lokationer i et nyt stort og moderne domicil, der skal huse samtlige 235 medarbejdere.

Der er tale om et projekt på samlet 10.000 kvadratmeter fordelt på administration samt service- og produktionsarealer.

Raundahl & Moesby underskrev kort før jul kontrakten med Aarhus Vand, der har Erik Arkitekter med som bygherrerådgiver.

– Totalentreprisen gennemføres i partnering, hvor huset skal skabes i fælles samarbejde med Aarhus Vand fra første idéskitse til endelig ibrugtagning – på samme måde som størstedelen af de projekter, som vi kaster os over og helt i tråd med vores DNA, fortæller CEO Carsten Raundahl, Raundahl & Moesby.

Sammen med Niras og Cebra

Totalentreprenøren har rådgiverteamet bestående af arkitektfirmaet Cebra og Niras med på opgaven.

– Begge har Raundahl & Moesby tidligere med stor succes arbejdet sammen med på andre opgaver, så alle ser frem til endnu et vellykket projekt, siger Carsten Raundahl.

Grunden er placeret i et helt nyt innovationsdistrikt, hvor Aarhus Vand sammen med Aarhus Kommune vil bane vejen for etablering af en national vandklynge med virksomheder, startups og forsknings- og vidensinstitutioner inden for dansk vandteknologi i Aarhus.

Med fremme i førerfeltet

Borgmester Jacob Bundsgaard, Aarhus Kommune, er glad for det nye initiativ om etablering af et innovationsmiljø inden for vandteknologi.

– I Aarhus Kommunes erhvervsplan understøtter vi etableringen af et innovationsdistrikt for vandklyngeaktører i Aarhus. Vi kan noget ganske særligt i Danmark og er blandt de førende i verden i forhold til at løse verdens vandudfordringer, der indgår som et af FN’s verdensmål. Og mange af de virksomheder og vidensinstitutioner, der er med helt fremme, ligger i Østjylland og tæt på Aarhus. Så jeg har store forventninger til, at vi her skaber et innovationsmiljø, der vil give genlyd også internationalt, siger borgmesteren.

Endnu er der kun for en del af området udarbejdet lokalplan. Aarhus Vand skal derfor sammen med Aarhus Kommunes planafdeling, C. F. Møller samt Raundahl & Moesby udarbejde en lokalplan for området, hvor den købte grund ligger.

Aarhus Vands nye domicil forventes at være klar til indflytning ved udgangen af 2022.

Totalentreprisen gennemføres i partnering, hvor huset skal skabes i fælles samarbejde med Aarhus Vand fra første idéskitse til endelig ibrugtagning …

Relateret indhold