Boligområdet Kildeparken i det østlige Aalborg er på få år gået fra at være et udsat område til i dag at være så attraktivt, at private investorer nu investerer et trecifret millionbeløb i at bygge seks store punkthuse midt i området. Byggeriet omfatter i alt 12.000 kvadratmeter boligbyggeri. Helhedsplanen for området, som blev udformet i 2012, danner nu skole for andre udsatte boligområder i Danmark.
De to brødre bag virksomheden Cego, Anders Gautier Christensen og Jacob Frederik Christensen, samt advokat Rasmus Haugaard investerer nu et trecifret millionbeløb i bygningen af seks nye boligejendomme på Blåkildevej i det østlige Aalborg. Det sker som en direkte konsekvens af gennemførelsen af en af de mest succesrige byomdannelsesprojekter i Danmark i nyere tid. Omdannelsen tog sit afsæt i helhedsplan Kildeparken 2020 og den efterfølgende byplanskonkurrence City in Between.
– Alle større byer i Danmark har belastede boligområder med Gellerupplanen i Aarhus og Vollsmose i Odense som nogle af de mest kendte eksempler i provinsen. Vi har også haft vores udfordringer i Aalborg Øst, men med gennemførelsen af helhedsplanen og de seneste års milliardinvesteringer i området står vi i dag med en særdeles attraktiv bydel. Kriminaliteten er faldende, boligerne bliver i disse måneder og år opgraderet, og jeg kunne blive ved, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg, og fortsætter:
– Det er årsagen til, at det østlige Aalborg nu fremhæves i KL-regi som et skoleeksempel på positiv byomdannelse, og det er årsagen til, at en lang række kommuner nu kommer på besøg og med egne øjne besigtiger bydelen.
Komplet omdannelse
Himmerland Boligforening, der har cirka 3.000 lejemål i Kildeparken-området, var medinitiativtager til helhedsplanen. Her ser direktør Ole Nielsen de private investorers indtræden som en klar blåstempling af indsatsen:
– Private investorer i et almennyttigt boligområde er et sjældent syn og er for mig at se det foreløbige klimaks på den målrettede byomdannelse af store dele af det østlige Aalborg. Private ejendomsinvestorer vil selvsagt have sikkerhed for deres investering og et løbende afkast, og Blåkildevej, der ligger midt i Kildeparken, er nu så attraktivt et område, at de private nu også tror på det, bemærker han.
Konkret skal der bygges cirka 140 lejligheder fordelt på seks såkaldte punkthuse. De seks ejendomme er på syv etager og rummer hver mellem 18 og 24 lejligheder. Oprindelig blev området bebygget med cirka 1.000 ensartede etagehuse og gårdhuse i starten af 1970’erne. 70 procent af området er grønt, men mellem boligerne er der anlagt store parkeringsarealer, og både boliger og arealer er nu godt på vej til en komplet omdannelse.
Det er MT Højgaard, der skal bygge de seks ejendomme, og her forventer direktør for MT Højgaard i Aalborg, Carsten Nielsen, at byggeriet kan igangsættes inden for 3-6 måneder.
– Alle dokumenter er underskrevet, og nu går vi ind i næste fase med myndighedsprojektering og byggetilladelse. Vi forventer derfor, at byggeriet kan igangsættes først på foråret, forklarer han.