Pihlkonsortiet i mål på Universitetshospital Køge

Pihl & Søn har afleveret 11.500 komplicerede kvadratmeter på Region Sjællands kommende universitetshospital, der har været en teknisk kompliceret opgave.
Pihlkonsortiet har leveret den nye tilbygning til den aftalte tid og kvalitet: - Vi har haft en god dialog og et godt samarbejde med bygherre, og vi har løbende fået løst de udfordringer, vi er stødt på undervejs, i et tæt konstruktivt samarbejde, forklarer Peter Mayntzhusen, projektdirektør i Pihl & Søn.
Pihlkonsortiet har leveret den nye tilbygning til den aftalte tid og kvalitet: - Vi har haft en god dialog og et godt samarbejde med bygherre, og vi har løbende fået løst de udfordringer, vi er stødt på undervejs, i et tæt konstruktivt samarbejde, forklarer Peter Mayntzhusen, projektdirektør i Pihl & Søn.

Region Sjælland opfører i disse år Sjællands Universitetshospital i Køge ifm. det eksisterende hospital.

Det samlede universitetshospital står færdigt i 2026, får 789 enestuer og bliver på 200.000 m2, hvoraf ca. 145.000 m2 er nybyggeri og ca. 55.000 m2 er eksisterende byggeri.

Som en del af det nye universitetshospital er opført og nu afleveret 11.500 m2 til laboratorier og nuklearmedicin. Pihlkonsortiet bestående af Pihl & Søn, LM Byg og M.J. Eriksson har været totalentreprenør, mens Sweco Danmark som rådgivende ingeniør og Creo Arkitekter har været med til udviklingen af projektet.

– Det er en teknisk kompliceret bygning, og projektet er styret godt i mål i samarbejde med Pihlkonsortiet, fortæller Jens Peter Nielsen, projektchef Byggeri fra Projekt Universitetshospital Køge.

Den nye tilbygning skal rumme et scannerafsnit til nuklearmedicin samt analyselaboratorier indenfor specialerne klinisk biokemi, mikrobiologi, immunologi og patologi. Bygningen er undervejs blevet udvidet med areal til pandemiberedskab.

I alt kommer bygningen til at indeholde ca. 450 rum – heraf 75 laboratorierum og specialrum:

– Teknologien indenfor laboratorieverdenen udvikler sig så hurtigt, at det, der bygges i dag, kan være forældet indenfor en relativt kort tidshorisont, siger Peter Mayntzhusen, projektdirektør i Pihl & Søn.

– Derfor har vi i udviklingen og udførelsen af projektet tænkt i muligheden for at laboratoriespecialerne kan tilpasse sig den teknologiske udvikling, uden at det kræver dyr og tidskrævende ombygning, som vil genere den daglige drift. Derfor har vi fra start sammen med Creo Arkitekter og Sweco haft fokus på løsninger inden for standardisering, modularitet og fleksibilitet, både hvad angår ombygnings- og udvidelsesmuligheder, uddyber han.

Relateret indhold