Om hotellet
- Købspris: 475 mio. kr.
- Etageareal: 18.520 kvm.
- Sælger: Comwell A/S
- Lejer: Comwell Kolding A/S
- Overtagelse: 18. december 2018
Med en investering på 475 millioner kroner har PensionDanmark købt Comwell hotellet i Kolding af Comwell Hotels. PensionDanmark har i forvejen investeret i Comwell-hotellerne i Roskilde og Holte.
Comwell i Kolding har 180 værelser og har planlagt en udvidelse på 120 værelser i et 15 etager højt hoteltårn for at kunne følge med efterspørgslen fra både konferencegæster og individuelle hotelgæster. De eksisterende værelser bliver renoveret samtidig med at restauranten og konferencefaciliteterne bliver udvidet, og der opføres forventeligt et nyt auditorie. Udvidelsen ventes at blive DGNB-bæredygtighedscertificeret i kategorien Guld. Til brug for udvidelsen har Comwell erhvervet en naboejendom af Region Syddanmark, som også overtages af PensionDanmark.
– Vi er glade for denne investering, der er vores fjerde i en hotelejendom med en femte på vej. I Comwell har vi en solid lejer, der med sin langsigtede strategi for hoteldrift passer godt sammen med, at PensionDanmark skal levere gode pensioner mange år ud i fremtiden. Med hotellets naturskønne placering med udsigt fra hoteltårnet over Kolding by og fjord har dette moderne hotel en attraktiv beliggenhed både i forbindelse med overnatninger og i konferenceøjemed. Vi ser frem til, at investeringen vil give vores medlemmer et godt og stabilt afkast i en årrække, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.