Beboerne er netop flyttet ind i de nye lejeboliger, der er certificeret med Svanemærket og har egen altan og en stor fælles tagterrasse på 4. sal.
– Det er en fornøjelse at se Jægergårdsgade åbne dørene for nye beboere og erhvervsdrivende. Svanemærket stiller en række strenge krav til både materialer, kvalitetssikring og dokumentation. På den måde er man som beboer sikker på, at man flytter ind i en sund og mindre miljøbelastende bolig, siger Marius Møller, direktør for ejendomme i PensionDanmark, der sammen med Velliv ejer byggeriet.
Hvis et byggeri skal certificeres med Svanemærket, skal det opfylde en række krav, som blandt andet skal sikre, at beboerne får et godt indeklima, og at bygningen får en høj byggeteknisk kvalitet.
Mærket vidner om et lavt energiforbrug, og at byggematerialer og kemiske produkter lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer:
– Hvis man vil fremme ansvarligheden i boligerne, handler det ikke mindst om at få styr på forbruget af varme, vand, el og byggematerialer – og om at sikre en høj kvalitet – og det giver en certificeringsordning som Svanemærket et godt fælles sprog for, siger projektleder Carsten Bjørnkjær fra DEAS.
DEAS Asset Management har udviklet ejendomsprojektet, mens DEAS har været bygherrerådgiver og projektleder. Enemærke & Petersen har været hovedentreprenør.
Ejendommen har egenproduktion af el via højeffektive solceller, og altaner og 3-lags energiruder med solglas sikrer solafskærmning og gavner indeklimaet. Samtidig er de mest energieffektive hårde hvidevarer og vandbesparende armaturer valgt, og så er der lagt stor vægt på gode udearealer med etableringen af en stor fælles tagterrasse på 4. sal.