OPP-løsning fremskynder hospitalsprojekt med tre år

Opførelsen af det 17.000 kvadratmeter store byggeri, der om godt et års tid vil huse Psykiatrisk Afdeling Vejle, har nået midtvejspunktet. OPP-løsningen gør, at byggeriet vil stå færdigt tre år tidligere, end hvis Region Syddanmark selv havde bygget afdelingen.
OPP projektet betyder, at byggeriet realiseres flere år tidligere, end hvis Region Syddanmark selv skulle have opført det. MT Højgaard stå for opførelsen, og DEAS for drift og vedligehold i 25 år. Foto: Jonas Fotografi.
OPP projektet betyder, at byggeriet realiseres flere år tidligere, end hvis Region Syddanmark selv skulle have opført det. MT Højgaard stå for opførelsen, og DEAS for drift og vedligehold i 25 år. Foto: Jonas Fotografi.

Psykiatrisk Afdeling Vejle

  • Konsortium – Team OPP: PKA, PensionDanmark, Sampension (investorer), MT Højgaard (opførelse) og DEAS (drift og vedligehold)
  • Arkitekt: Arkitema
  • Rådgivende ingeniør: MOE A/S
  • Bestiller: Region Syddanmark

200 medarbejdere og patienter får deres daglige gang på Psykiatrisk Afdeling Vejle, der netop har holdt rejsegilde.

Projektet, som konsortiet Team OPP og Region Syddanmark står bag, er det første offentlig-private psykiatri-sygehusbyggeri i Danmark og et af de største OPP-projekter herhjemme.

Projektet betyder, at de nye fysiske rammer står færdige tre år tidligere, end hvis vi selv skulle have bygget afdelingen.

Stephanie Lose Regionsrådsformand, Region Syddanmark

-Vi har i det seneste år haft et godt samarbejde med regionen om at sikre detaljerne i byggeriet, så vi får en fremtidssikret bygning med optimale rammer for både patienter og medarbejdere. Det har været en god proces, hvor vi har afstemt forventningerne, så vi sikrer det bedst mulige samarbejde i de næste 25 år, lød det ved rejsegildet fra afdelingsdirektør Lars Olaf Larsen fra DEAS på vegne af Team OPP.

Sparer tre år

PKA, PensionDanmark, Sampension, MT Højgaard og DEAS indledte i 2012 et samarbejde om at bygge, vedligeholde og finansiere danske OPP-projekter over de kommende år for op mod 5 mia. kr. Fokus er på bygningsrelaterede OPP-projekter i kommunerne, regionerne og staten. Vejles nye psykiatriske afdeling er parternes første projekt sammen.

Omkring halvdelen af bygningerne er nu rejst, og til årsskiftet vil alle bygninger være opført. Derefter går det sidste år med at udføre indvendige arbejder. Således kan Psykiatrien i Region Syddanmark om godt et års tid flytte ind i de nye bygninger.

– Vi er bestyrket i troen på, at OPP-modellen er en god og rigtig beslutning. Det er et professionelt og kompetent team, vi har med at gøre. Projektet betyder, at de nye fysiske rammer står færdige tre år tidligere, end hvis vi selv skulle have bygget afdelingen. Rammerne vil give et markant løft af behandlingen – noget der i sidste ende kommer medarbejdere, patienter og deres pårørende til gode, sagde regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).

Byggeriet skal rumme psykiatrisk afdeling, psykiatrisk akutmodtagelse, døgnpladser samt børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium, og der vil være adgang til udearealer tæt på Grejsdalens smukke natur.

De 17.000 kvadratmeter har en samlet anlægssum på 430 mio. kr., og sygehusbyggeriet skal stå færdigbygget i februar 2017.

Relateret indhold