Olafur Eliassons Cirkelbroen skulle egentlig have stået klar i 2013, men byggeriet gik i stå ad flere omgange. Først gik Pihl & Søn konkurs kort efter at have opført fundamentet til bropillerne, og samme skæbne ramte VSB Industri- og Stålteknik i Randers, der skulle levere brofagene. Endelig blev broen også ramt af problemer i forbindelse med lokalplanen. Nu har Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning vedtaget en ny lokalplan, som baner vej for færdiggørelsen af broen. Det skriver Ingeniøren.
Broen er finansieret af Nordeafonden, og Rambøll er rådgivende ingeniør. Tidligere underentreprenører fra konkursramte Pihl & Søn leverer brofagene, som har ligget klar i Randers siden VSB-konkursen. Ifølge Rambøll vil broen stå færdig i løbet af 2015.
Broen er kendetegnet ved sine fem store cirkler foruden den hydrauliske åbningsteknik, der gør, at broen kan svinge til siden og give ni meter fri bredde til sejlere, som skal ind og ud ad havnen. Broens frihøjde giver plads til havnerundfarter og små motorbåde under 2,75 meters højde.