Odense indvier ny cykel- og atletikarena

Byggeriet af en 7.200 kvadratmeter overdækket arena til cykelsport og atletik er slut. Det fejres med en formel indvielse i eftermiddag.
Odenses nye cykel- og atletikarena er tegnet af Mikkelsen Arkitekter. Pressefoto.
Odenses nye cykel- og atletikarena er tegnet af Mikkelsen Arkitekter. Pressefoto.

Borgmester Anke Boye og rådmand ved kulturforvaltningen, Jane Jegind, er på plads klokken 16 i dag, når snoren formelt skal klippes til Odenses nye cykel- og atletikarena.

Cykel- og atletikarenaen, der er tegnet af Mikkelsen Arkitekter, overdækker et areal på ca. 7.200 m2 og giver Odense nogle stærkt eftertragtede idrætsfaciliteter, der udvider sæsonen markant, således at cykel- og atletikfolket i Odense nu kan træne året rundt.

Den udtjente og nedslidte udendørs cykelbane, oprindeligt opført i 1948, er nu erstattet af en state-of-the-art arena, der samler en række cykel- og atletikfaciliteter, der i dag er spredt ud over hele Odense Kommune.

Faciliteter i topklasse

Et centralt element i arenabyggeriet er den 250 meter lange graciøst svungne cykelbane, udformet i massivt træ og efter internationale standarder. Arenaen er desuden udstyret med 200 meter løbebaner og atletikarealer, der er placeret i indercirklen og lever op til ‘International Association of Athletics Federations’ klassificeringer. Selve den skålformede cykel- og atletikbane er sænket ned og indpasset i terrænet, mens den karakteristiske ovale membranoverdækning udgør et selvstændigt, visuelt landmark, der sætter byggeriet smukt i spil i forhold til den omgivende kontekst.

Letvægtsmembran

Projektet er blevet til under stramme økonomiske rammer i en integreret designproces med afsæt i at atleternes brugsmønstre, mikroklimatiske behov og arkitektur er gensidigt afhængige. Allerede på et tidligt stadie viste alle undersøgelser, at en letvægtsmembran-løsning var vejen frem. Denne konstruktionstype besidder store potentialer, idet en letvægtsmembran har en begrænset vægt og et minimeret materialeforbrug, der i sidste ende reducerer omkostningerne og miljøbelastningen af den samlede konstruktion i forhold til andre alternativer. Membranen har en lys, translucent karakter, som tillader dagslyset at filtrere igennem, uden at atleterne blændes. Arenakonstruktionen besidder desuden en række konstruktive fordele med lange spænd og spændstige membraner, som bidrager til oplevelsen af en super let og lys ramme om de fysiske udfoldelser på cykel- og atletikbanerne.

Rent geometrisk følger stålkonstruktionen et udsnit af en “torus” (‘badering’), hvilket gør det muligt at beskrive alle spær ud fra matematiske formler, hvilket også er med til at gøre selve projekteringsfasen enklere og billigere. Samtlige stålspær følger samme grundform, men dimensioneres i forhold til deres konkrete placering i byggeriet, og hermed bliver den konstruktive logik udgangspunktet for overdækningens arkitektoniske udtryk.

Arenaen er udviklet i tæt samarbejde mellem Odense Kommune, Odense Cykel- og Atletik Klub, Mikkelsen Arkitekter, Populous, Buro Happold og Rambøll. Samarbejdet har resulteret i en karakterfuld løsning med helt nye muligheder for cykel- og atletikverdenen i Odense.

Arenaen er udført med en letvægtsmembran, der tillader dagslyset at skinne igennem. Pressefoto.
Arenaen er udført med en letvægtsmembran, der tillader dagslyset at skinne igennem. Pressefoto.

Relateret indhold