Nyt uni-center – i gamle møbler: “Fremover bør det være standarden”

Kan vi få bæredygtig indretning på skinner, sparer vi både ressourcer og skaber mere karakter og identitet i vores bygninger, lyder det fra arkitekten bag Københavns Universitets nye innovationscenter, der i højere grad skal at være med til at løse samfundets store udfordringer.
Københavns Universitets store lagre af møbler og andet inventar er endelig kommet i brug igen. Foto: Holmris B8.
Københavns Universitets store lagre af møbler og andet inventar er endelig kommet i brug igen. Foto: Holmris B8.

En ny analyse fra Iris Group viser, at studerende, dimittender og forskere ved fem danske universiteter det seneste årti har startet knap 7.200 nye virksomheder, som beskæftiger omkring 10.000 personer og omsætter for mere end 12 mia. kroner.

Den udvikling skal KU Lighthouse, Københavns Universitets nye innovationscenter, bidrage yderligere til ved at understøtte iværksætteri, så studerende og forskere nemmere kan gøre gode ideer til gode forretninger.

Og så skal indretningen og omgivelserne inspirere til endnu mere grøn innovation.

Huset, hvor KU Lighthouse har hjemme, var oprindelig et af de første CO2-neutrale demonstrationsprojekter og skulle vise vejen for fremtidens klimaneutrale byggerier i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009. I 2012 opnåede byggeriet en LEED guld-certificering og blev dermed det første offentlige bæredygtighedscertificerede byggeri i Danmark. Foto: Niels Nygaard.

Marius Sylvestersen, der skal lede det nye center KU Lighthouse, fortæller, at da Københavns Universitet sidste år spurgte de studerende, hvad det planlagte nye innovationscenter skulle tilbyde, var der ét særligt ønske:

– De studerende i dag tænker grøn omstilling ind i alle nye projekter. Det er aldrig en eftertanke, som klattes på senere, som os lidt ældre nogle gange kan komme til. Det tog jeg virkelig til mig i den måde vores nye center skulle fungere og indrettes.

Han fortæller videre, at for en stor og vidt forgrenet institution som Københavns Universitet er der gennem årene opbygget store lagre af møbler og andet inventar, som ikke længere bruges – men som heller ikke er blevet smidt ud. Inventar, som nu er upcyclet og renoveret. For eksempel er højborde til vindueskarnapper bygget ud af foldedøre fra Panuminstituttet, hvor man også har hentet originale stole, der var designet til instituttet. Husets gardiner er også upcyclede, og stammer fra et af Danmarks største advokatkontorer.

Centret skal hjælpe til, at viden fra universitetet i højere grad er med til at løse samfundets store udfordringer gennem samarbejder med virksomheder, offentlige institutioner, fonde og iværksættere. Foto: Niels Nygaard.

Det er virksomheden Holmris B8, der har stået for arbejdet, mens Anita Krak, bæredygtighedschef hos arkitekterne i Over Byen, har ledet processen.

Hun påpeger, at der er et større perspektiv med projektet, da det ikke kun er i Københavns Universitets kældre, at der gemmer sig værdifuldt inventar, der bare står og venter på at få nyt liv:

– Fremover bør det være standard at bruge det gamle inventar, når man bygger nyt. Udfordringen er, hvordan vi får åbnet disse skatkamre rundt omkring i landet. Hvordan får vi det sat i system? Kan vi lykkes med det og få bæredygtig indretning på skinner, sparer vi ikke blot ressourcer. Vi skaber også mere karakter og identitet i vores bygninger.

Innovationscenteret åbner officielt i næste uge, den 24. november.

Relateret indhold