Nyt uddannelsescampus får Høje Taastrup-bydel på linje med ghettoplan

Kommunen og boligselskabet DFB er blevet enige om en fælles udviklingsplan, som sætter rammerne for fremtidens Gadehavegård.
Gadehavegaard i Høje Taastrup står over for en større ombygning for at komme på linje med Ghetto-pakken. Foto: Høje Taastrup Kommune.
Gadehavegaard i Høje Taastrup står over for en større ombygning for at komme på linje med Ghetto-pakken. Foto: Høje Taastrup Kommune.

Udviklingsplanen for Gadehavegård lever op til lovens krav om at nedbringe andelen af almene familieboliger i området til 40 procent inden 2030.

Det har været afgørende for både Høje-Taastrup Kommune og boligselskabet DFB at nå frem til en ambitiøs plan, som vil omdanne det nuværende boligområde til en bydel for alle samt til et by- og boligeksperimentarium og en vidensby med fokus på spændende boligtyper og nye arkitektoniske udtryk. Borgmester Michael Ziegler (C) siger:

– Vi er meget tilfredse med, at det nu også er lykkedes at lave en stor og visionær fælles udviklingsplan for Gadehavegård i samarbejde med DFB/Domea.dk. Gadehavegård vil med denne plan udvikle sig til et helt nyt kvarter med plads til alle: familierne, singler, de unge og de ældre. Og jeg er særligt glad for, at vi nu kan igangsætte arbejdet med at etablere et nyt campus til studerende, der bliver områdets omdrejningspunkt.

Her er planen

De konkrete placeringer af nybyggerier, samt hvilke boliger der skal nedrives, er endnu ikke fastlagt. Parterne er enige om en plan med følgende elementer:

Høje-Taastrup Kommune etablerer en uddannelsescampus på 4.000 kvadratmeter inde i Gadehavegård, og DFB sørger for ommærkning af op til 105 boliger til studieboliger til de unge studerende. Herved skabes grundlaget for visionen om området som en vidensby. Campus vil få en attraktiv og synlig placering i Gadehavegård og dermed blive et nyt centrum i området.

Høje Taastrup Kommune og DFB opfører i fællesskab et helt nyt kvarterhus, der skal være et socialt og kulturelt knudepunkt og et fysisk mødested for beboere og brugere. Der opføres 54 nye almene ældreboliger.

Der bliver etableret nye veje, der skal lede trafik ind i bebyggelsen. Planen for de nuværende 986 almene boliger i Gadehavegård er, at 260 boliger skal nedrives, yderligere 100 boliger sammenlægges til nye, større boliger, og op mod 105 boliger omdannes til ungdomsboliger. Endelig skal 75 boliger sælges. Alle boliger, der ikke nedrives, skal renoveres.

Jeg er særligt glad for, at vi nu kan igangsætte arbejdet med at etablere et nyt campus til studerende, der bliver områdets omdrejningspunkt.

Relateret indhold