Sømmes Vænge, almene boliger
- Supplerende adresse: Gundsømagle
- Bygherre: Boligselskabet Sjælland
- Totalentreprenør: Adserballe & Knudsen
- Arkitekt: We Architecture og Mangor & Nagel A/S, Plan+Landskab
- Ingeniør: Holmsgaard
- Teknisk rådgiver: Brav
- Bæredygtighed: Bygningsreglementets Bygningsklasse 2020
- Forventet byggestart: Maj 2023
- Forventes afsluttet: Oktober 2024
- Estimeret budget: 110 mio. kr.
- Omfang: 5.322 kvm, 63 almene lejligheder i fem forskellige størrelser mellem 28 og 111 kvm i 1 og 1½ plan som tæt/lavt byggeri
- Kilde: Byggefakta
Boligselskabet Sjælland og en privat grundejer har planer om at bygge sammenlagt 128 nye boliger på Sømmes Vænge i Gundsømagle ved Roskilde. De første 63 almene boliger bliver bygget som miljøvenlige rækkehuse i varierende størrelse. De sidste 65 private boliger afventer ny lokalplan.
Byggeprocessen for de 63 almene rækkehuse i Gundsømagle får god gavn af totalentreprenør Adserballe & Knudsens samarbejde med Brav – Rådgivende Ingeniører om digital præfabrikation af træskeletkonstruktionen til husene.
Ingeniørvirksomhedens værktøj Carpent muliggør med et minimalt projektinput statiske beregninger, mængdeberegninger og kvalificerede bygbare løsninger allerede i skitsefasen.
Ved at benytte det digitale værktøj kan entreprenøren bl.a. reducere materialeforbrug, optimere byggeprocesserne, få styr på risikoen for fugt og opnå en større fleksibilitet i udførelsen.
– Det giver os en superoptimering af projektets konstruktive del, hvor en fuld 3D-model anvendes til produktion, prisberegning og bygbarhed, fortæller Jakob Kock, Teknisk Chef hos Adserballe & Knudsen.
Fuldautomatisk robot skærer og fræser
På Sømmes Vænge sker tilskæringen af træet hos Odico, hvor modeldata videregives til en fuldautomatisk robot, som tilskærer, fræser og opmærker enkeltdele. Herefter pakkes emnerne efter en nøje afstemt logistikplan, så konstruktionen kan samles hurtigt og enkelt på byggepladsen.
– Fordelen ved at opføre konstruktionen in-situ i forhold til ren præfab er, at det giver byggeledelsen mulighed for at beskytte de fugtfølsomme elementer som isolering, dampspærre og gips, siger Jakob Kock.
Både én og to etager
De 65 private boliger, som en privat grundejer ønsker at opføre, forventes bygget som rækkehuse på mellem 82 og 98 kvm. 37 af disse boliger forventes opført i én etage, mens de resterende boliger opføres i to etager. Her skal en ny lokalplan 720 dog først igennem en høringsfase.
Det estimerede budget på ejerboligerne lyder ifølge Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark på 80 mio. kr.
Dette byggeri, der også kommer til at ligge på Sømmes Vænge, forventes ifølge de tidligere planer at stå færdigopført i september 2025