Et nyt take back-initiativ startede egentlig med, at Bygma ønskede at finde en god model til at øge cirkulariteten i egen affaldshåndtering. Derfor tog byggecenterkæden kontakt til miljøvirksomheden Marius Pedersen, der håndterer og behandler affald.
Den indledende dialog gav inspiration til at kigge videre ud i branchen, fortæller klima- og bæredygtighedsdirektør i Bygma, Elnaz Ehsani.
Nyt robotanlæg indviet: Kan sortere 25.000 ton byggeaffald årligt
– Vi kom frem til, at der ikke var nogen grund til, at take back-ordningen ikke også kunne komme kunderne til gode i deres affaldshåndtering på selve byggepladsen, siger hun.
Processen starter ved bestilling
Samarbejdet går ud på, at affaldshåndtering allerede integreres i processen, når materialerne bliver bestilt til et projekt.
Når Marius Pedersen så afhenter det sorterede affald, er det relativt simpel matematik: Hvor meget er brugt, spildt og sendt til genanvendelse? Det giver et transparent overblik og letter arbejdsbyrden med dataindsamling til kundens egen ESG-rapportering.
Sætter genanvendelse i system – på tværs af branchen
Kenneth Bonde Larsen, key account manager hos Marius Pedersen, forklarer:
– Ofte bliver vi først kontaktet, når byggeriet er gået i gang og alle materialer er bestilt og nogle ting allerede er smidt ud. Men med take back-ordningen starter processen allerede, når varerne bestilles hos Bygma. Under eller efter projektet afhenter vi så de sorterede byggevarer, hvor størstedelen kan genanvendes og blive til nye materialer som forhandles hos Bygma.
Mere opmærksomhed på sortering
Ved at fokusere på tidlig planlægning og datadrevet dokumentation kan virksomheder reducere det miljømæssige aftryk og samtidig opnå en styrket bæredygtighedsprofil.
– Samarbejdet giver os også et stort forspring i arbejdet med genanvendelse af affald fra byggepladserne, da muligheden for at genanvende affaldet cirkulært allerede tilbydes kunderne, når varerne bestilles. Det gør, at de er meget mere opmærksomme på at sortere rigtigt fra starten, hvilket letter arbejdet for alle parter gennem resten af processen, siger Kenneth Bonde Larsen.