Aabenraa Kommunes nye plejehjem i Tinglev rummer 24 almene plejeboliger samt et fælleshus. Prisen for byggeriet er 57,6 millioner kroner.
Det er arkitektfirmaet Frost Larsen, der får til opgave at bygge det nye plejehjem “Ny Grønningen”, hvor samspillet mellem plejehjemmet og dets naboer er i fokus.
– Vi ønsker med Ny Grønningen at skabe et aktivt plejehjem, der er med til at skabe liv, ikke kun på plejehjemmet, men også i lokalområdet. Vi udvider det gode samspil, der allerede i dag er mellem plejehjemmet i Tinglev og naboer. Ny Grønningen bliver blandt andet en vigtig brik i at skabe et demensvenligt samfund i Tinglev, siger Karsten Meyer Olesen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Aabenraa Kommune.
Det vindende projekt fra Frost Larsen skilte sig blandt andet ud fra de andre forslag i måden, hvorpå plejehjemmets omgivelser inddrages gennem stilsystemer og gennem åbenhed i selve byggeriet.
Hjem og ikke institution
Et af hovedelementerne i vinderforslaget er, at boenhederne er udformet som individuelle parcelhuse. Det understreger også, at boenhederne er beboernes hjem og ikke en institution.
– Plejehjemmet bliver et indbydende og attraktivt bo- og mødested for beboere og deres familier, der også kan opfylde ældres ønsker og krav til, hvordan de ønsker at bo og leve i fremtiden. Og det synes jeg, at projektvinderen har ramt rigtig godt, siger Karsten Meyer Olesen.
Derudover kommer Ny Grønningen til at bestå af et fælleshus i to plan, hvor førstesalen primært anvendes til personalefaciliteter og kontorer, samt to boenheder i ét plan.
Boenhederne og fælleshuset bindes sammen af en overdækket pergolaforbindelse. Der oprettes desuden torvearealer mellem Borgerhuset i Tinglev og plejehjemmets fælleshus.
Ny Grønningen forventes at stå klar til indflytning i 2021.