Frederikshavnerne kan se frem til et nyt byggeri på den grund, som i mange år husede Restaurant Hyttefadet. Der bygges nemlig nyt hovedkvarter til virksomheden HG Electric.
Administrationen får plads på første sal, hvor man især vil lægge mærke til en rød kasse. Her bliver der en åben terrasse, hvor medarbejdere og gæster kan nyde den fantastiske udsigt over vandet. Lageret placeres i stueetagen med 4,5 meter til loftet.
Det er Arkinord i Frederikshavn, som har tegnet HG Electrics nye hovedkontor, som domineres af beton og glas, men hvor den røde kasse er en spændende kontrast. Desuden binder en hvid kant hele bygningen sammen.
Dansk succes
HG Electric er et 100 procent dansk aktieselskab, der siden etableringen i 2004 har været en del af den norske koncern Hareid Group, som omfatter 16 selskaber. Indtil 2012 satsede HG Electric udelukkende på den maritime branche. P.t. har man 38 medarbejdere i Norge, som designer og udfører alle former for elinstallationer på nutidens avancerede skibe.
I 2012 udvidede HG Electric sine aktiviteter til også at omfatte elektrikerarbejde på land. Det skete i første omgang med en afdeling i Grønland, og sidste år kom Danmark med, og her er man allerede oppe på 18 medarbejdere.
– Det har været en succes at sætte fødderne i den danske muld, og det er grunden til, at vi bygger nyt. Vores nuværende lokaler (Bløden 2, red.) er for små. Vi har desuden store forventninger til havneudvidelsen i Frederikshavn, og det er forklaringen på, at vi har valgt at blive på havnen, forklarer Brian Enevoldsen.