Nyt boligkoncept skal gøre det nemmere at realisere drømmehuse

KFS Boligbyg har valgt at samle flere kompetencer under samme tag med det formål at fokusere på skabelsen af unikke boliger.
3D visualiseringer udgør i dag et vigtigt arbejdsredskab til alle kunder i KFS Boligbyg. Illustration: KFS Boligbyg.
3D visualiseringer udgør i dag et vigtigt arbejdsredskab til alle kunder i KFS Boligbyg. Illustration: KFS Boligbyg.

Det nordjyske byggefirma KFS Boligbyg har udarbejdet et nyt koncept kaldet KFS Vision, hvor formålet er at realisere boligdrømme nemmere og på kortere tid. Tiltaget kommer i forlængelse af indkøbsaftalen med FSC Danmark sidste efterår, samt nye kræfter i virksomhedens ledelse i form af arkitekt og tegnestueleder Frederik Hjardemaal og salgs- og marketingchef Kenneth Poulsensom som begge tiltrådte i virksomheden for cirka et halvt år siden.

Produktnavnet KFS Vision dækker over en proces, som ensretter individuelle løsninger.

– Siden min far startede forretningen i 1983, har vi designet og bygget individuelle enfamiliehuse. Nu tager vi det endelige skridt ved at skære alle andre opgaver væk, så vi kan koncentrere os, om det vi er supergode til, nemlig at designe unikke boliger, forklarer indehaver og kreativ direktør, Ditte Maria Kollerup.

Komplekse verdener

KFS Boligbyg kalder selv deres nye koncept for “Danmarks mest enkle og grundige vej fra drømmen om et nyt hjem til, at huset står færdigt.”

Det særlige ved konceptet er sammensætningen af kompetencer, hvor arkitekter samarbejder direkte med KFS’ egne håndværkere. Det er et match, som ifølge KFS Boligbyg ikke ses magen til andre steder i Danmark.

– Det skyldes måske nok, at det er to forskellige og komplekse verdener, der mødes – modsat opnås en fantastisk synergi, når det lykkes, forklarer Frederik Hjardemaal.

Desuden har KFS Boligbyg in-house energikonsulenter, hvormed yderligere et relevant aspekt inden for byggeri står direkte til rådighed i skabelsen af huset, hvor 3D visualiseringer nu bliver brugt som et arbejdsredskab til alle kunder.

Samtidig står der en arkitekt til rådighed i hele processen, der kan rådgive om design og funktionel indretning samt en byggerådgiver, der sørger for, at det økonomiske aspekt er realistisk for den enkelte kunde.

Med mange erfaringer under samme tag og 3D visualiseringer er KFS Boligbygs mål med KFS Vision at skabe drømmehuse lettere og på kortere tid – uden der bliver gået på kompromis med kvaliteten.

Kenneth Poulsen (tv.), arkitekt Frederik Hjardemaal og Ditte Maria Kollerup udgør ledelsen af KFS Boligbyg. Foto: Morten Holst Henriksen.
Kenneth Poulsen (tv.), arkitekt Frederik Hjardemaal og Ditte Maria Kollerup udgør ledelsen af KFS Boligbyg. Foto: Morten Holst Henriksen.

Relateret indhold