Nye tal: Lejlighedspriser slår egen rekord

Et lille udbud af både ejerlejligheder og huse presser priserne op. Priserne på ejerlejligheder når sit hidtil højeste niveau – 37.748 kr. pr. kvm, viser nye tal.
Foto af nybygget lejlighedskompleks med en lav bygning med altaner og grønne træer nederst. I baggrunden et langt højere hus
Et relativt lavt udbud af ejerlejligheder sender priserne op i hidtil usete højder. Pt. ligger priserne på ejerlejligheder 10,8 % over gennemsnittet på samme tidspunkt sidste år. Arkivfoto

Siden oktober 2024 har der været ekstraordinær stor efterspørgsel på ejerlejligheder – især i Region Hovedstaden. Det afspejler sig i kvadratmeterprisen, der i marts nåede op på 37.748 kr. pr. kvm set over hele landet. Det er det hidtil højeste niveau i Boligsidens markedsindeks, som landets ejendomsmæglere leverer data til.

Her fremgår det, at de gennemsnitlige salgspriser for ejerlejligheder er steget med 1,3 % den seneste måned. Aktuelt ligger priserne 10,8 % over gennemsnittet på samme tidspunkt sidste år.

I Region Hovedstaden, der tegner sig for den største prisfremgang i marts i forhold til de andre regioner, er salgspriserne steget med 1,6 % i marts. Pt. ligger priserne 14 % højere end på samme tidspunkt sidste år.

Læs også

Viby Sjælland får de næste 135 plushuse

Kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, Birgit Daetz, siger:

– Lejlighedspriserne har ligget over topniveauet fra coronaperioden siden oktober sidste år, og siden da er priserne kun steget hver måned. Det er især lejlighedsmarkedet i København, der driver landsgennemsnittet frem, hvilket hænger sammen med den generelt høje efterspørgsel på lejligheder i netop hovedstaden.

Hun tilføjer:

– Dertil kommer, at mange lejlighedskøbere har haft mulighed for at realisere deres boligkøb i en periode, hvor det generelle lønniveau er steget, og de private opsparinger har været i vækst. Det kombineret med en lang periode med et relativt lavt udbud presser priserne op.

Prispilen peger op

Også i salget af villaer og rækkehuse peger prispilen kun en vej – og det er opad. Her er de gennemsnitlige salgspriser på 17.821 kr. pr. kvm nu meget tæt på det ellers hidtidige topniveau, som var i coronaperioden tilbage i juni 2022.

Det er en stigning på 1,0 % den seneste måned og 5,7 % højere end på samme tidspunkt sidste år.

Læs også

900 boliger: Sætter gang i arbejdet med ny Egedal-bydel

Kun 68 kr. pr. kvm adskiller det aktuelle prisniveau fra de gennemsnitlige salgspriser for huse dengang.

– Igennem vinteren har der kun været ganske små udsving i priserne fra november og frem til nu, og dermed lader fremgangen fra andet halvår af 2024 på mange måder til fortsat at gælde på denne del af boligmarkedet, siger Birgit Daetz.

50.942 kr. pr. kvm i Byen København

De stigende huspriser gælder i alle landets regioner med undtagelse af Region Nordjylland, hvor priserne reelt har stået stille i marts.

Topscorer er suverænt Byen København (København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner) og Københavns Omegn som allerede har slået prisrekorden fra coronaperioden.

Gennemsnitlige salgspriser for villaer og rækkehuse opdelt på landsdele:

Priserne på villaer og rækkehuse i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner ligger helt i top sammenlignet med resten af ladet. Tallene markeret med fed er de områder, hvor den aktuelle salgspris er den højeste registreret i Boligsidens Markedsindeks, som strækker sig tilbage til 2011. Kilde: Boligsidens Markedsindeks

I Byen København lander den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse på 50.942 kr. pr. kvm i marts. Det er nyt topniveau for landsdelen, men ikke første gang priserne når over coronaniveauet.

Det er det til gengæld i landsdelen Københavns Omegn, hvor husene nu i gennemsnit sælges for 39.692 kr. pr. kvm.

Læs også

Københavns Kommune: Ansatte i bygge- og anlægsbranchen bliver snydt i løn for millioner

– Det er især i områderne omkring hovedstaden, vi har set stigende handelsaktivitet og stigende priser i den seneste tid. Det hænger sammen med en generelt stor efterspørgsel blandt boligkøberne i disse områder, ligesom udbuddet har været lavt igennem længere tid. Det sender priserne i vejret, forklarer Birgit Daetz.

For sommerhusene er salgspriserne steget med 2,6 % den seneste måned. Stigningen bringer den gennemsnitlige salgspris op på 23.407 kr. pr. kvm.

Relateret indhold