Ny kommuneplan viser vejen mod Viborg anno 2036

Viborg Kommune skal vokse. En ny kommuneplan for de næste 12 år sætter kursen for boligudvikling, arkitektur og bæredygtig arealanvendelse i både by og land.
Borgvold set fra luften
Borgvold i Viborg er et godt eksempel på et bynært grønt område. Foto: Lasse Hagen.

Kommuneplan 2025-2036

  • Sætter rammerne for anvendelse og indretning af kommunens arealer.
  • Bygger på Planstrategi 2040
  • Er bl.a. inspireret af mere end 100 høringssvar fra borgere, foreninger og myndigheder
  • Fokusområder: Tættere byggeri, arkitektur, færre parkeringspladser og udvikling af kulturmiljøer

Hvordan og hvor må der bygges i Viborg Kommune? Hvor skal der være nye veje og stier, og hvordan sikres grønne byrum i bynære områder? De spørgsmål besvarer den nye kommuneplan, der netop er offentliggjort og sætter de langsigtede rammer for fysisk planlægning i hele kommunen fra 2025 til 2036.

Læs også

River rådhus fra 1970’erne ned – opfører 65 bynære boliger i stedet

Planen, som blev vedtaget af byrådet den 21. maj, bygger på en omfattende inddragelsesproces med både en idéfase, politiske temadrøftelser og en otte uger lang høring. Her kom over 100 input fra borgere, foreninger og myndigheder – og mange er blevet indarbejdet i den færdige version.

– Kommuneplanen handler i bund og grund om, hvordan vi skaber rammerne for det gode liv i Viborg Kommune – både i byen og på landet. Planen skal sikre, at vi bruger vores arealer klogt, så vi skaber udvikling i vores kommune. Der skal være en balance i, at vi både udnytter vores eksisterende arealer til byens funktioner og samtidig skaber mulighed for nye boligområder, siger borgmester Ulrik Wilbek.

Respekt for det særlige

Kommuneplanen lægger op til en mere strategisk og differentieret tilgang til byudvikling. Der bliver mulighed for at bygge nyt i mange af kommunens byer. Nogle byer må afgive udviklingsarealer, mens andre får nye. Byggeriet skal generelt placeres tættere på eksisterende strukturer – både i byområder og på tidligere landbrugsarealer.

Derudover skærpes kravene til arkitektur i karakteristiske boligkvarterer i Viborg by. Også værdifulde kulturmiljøer får øget opmærksomhed i planen, ligesom der lægges op til, at der etableres færre nye parkeringspladser for at støtte op om grøn mobilitet og bæredygtig byudvikling.

Læs også

Grønne korridorer og blå løsninger skal forme fremtidens Vollsmose

– Kommuneplanen skal bygge videre på det, der allerede fungerer godt, og samtidig tage højde for de behov og muligheder, vi ser i de kommende år. Kommuneplanen har bl.a. fokus på boliger og arkitektur, men vi går nu i gang med temaplaner om erhvervsområder og det åbne land, siger Ulrik Wilbek.

Borgere har sat deres præg

Kommuneplanen bygger på mål og visioner i Planstrategi 2040 og er blevet til gennem en længere proces med både faglig og borgerdrevet inddragelse.

Læs også

Aftale sikrer opstart på første etape af Karen Blixen Kvarteret i Gellerup

– Det har været en stor hjælp i arbejdet med at sikre en stærk og afbalanceret plan, som selvfølgelig også er afstemt med nationale krav. Det er tydeligt, at mange engagerer sig i, hvordan Viborg Kommune skal udvikle sig, og det er jo det, der skaber fremdriften i Viborg Kommune til hverdag, siger Ulrik Wilbek.

Relateret indhold