Nu giver Dansk Håndværk gratis ESG-hjælp – til hele branchen

Den landsdækkende arbejdsgiverforening stiller nu et gratis værktøj til rådighed, som skal få alle virksomheder i gang med ESG-arbejdet i god tid.
- På et eller andet tidspunkt skal man i gang, og så kan man lige så godt få det klaret, før kunderne for alvor kræver oplysningerne. De fleste vil tilmed opleve, at de med det samme finder steder, hvor virksomheden kan spare penge, siger Dansk Håndværks chefkonsulent Mads Okking. Foto: Gettyimages.

I de senere år er de små og mellemstore virksomheder blevet ramt af en markant stigning i antallet af nye krav, og hos Dansk Håndværk oplever man, at udsigten til stadig flere regler, får mange til at holde igen med frivilligt at gå i gang med endnu en opgave.

Men der er god økonomi i at få begyndt, lyder det fra organisationen, og det handler kun om at skabe overblik over, hvad virksomheden gør indenfor miljø, mennesker og ledelse – med andre bogstaver: ESG.

Læs også

Hvorfor ESG og bæredygtighed ikke kan sidestilles og hvad loven siger

Derfor stiller Dansk Håndværk et gratis værktøj til rådighed for hele branchen:

– Sammen med fagfolk, test-virksomheder og organisationer har vi skabt et værktøj på nettet, hvor man helt naturligt føres igennem opgaverne og får det færdige resultat. Det er lige til at gå til, og vi stiller det til rådighed for alle – altså også for virksomheder, der ikke er medlem af Dansk Håndværk, siger Dansk Håndværks nye chefkonsulent Mads Okking.

Krav til alle om få år

Som en ekstra service tilbyder arbejdsgiverforeningen i næste uge også et webinar, hvor deltagerne i løbet af en time får alle de nødvendige informationer og vises rundt i værktøjet.

– På den måde håber vi ikke alene at hjælpe medlemmer, men også nogle af de små og mellemstore virksomheder, der ikke har en organisation, som de kan spørge til råds, siger Mads Okking og påpeger, at ESG bliver et krav, som alle skal opfylde i løbet af et par år.

Læs også

ESG er ikke dødt for arkitekter – det har bare skiftet form

Og jo længere man venter, des flere oplysninger vil man komme til at arbejde med:

– Så mit råd er at tage fat på det nu. Det er faktisk ikke hverken svært eller særligt tidskrævende. Og helt konkret har det allerede vist sig, at de virksomheder, der bruger værktøjet har fundet konkrete besparelser, som går ind på bundlinjen med det samme, siger han.

Relateret indhold