Siden Inderhavnsbroen åbnede i sommer, har mange af broens brugere studset over, at de to skydefag tilsyneladende ikke når helt sammen. Fingrene i stålsamlingerne fletter ikke altid helt ind i hinanden, og der kan opstå en sprække på midten. Gabet mellem fingrene skyldes, at stålet bliver påvirket af temperaturudsving. Allerede i foråret, før broen åbnede, viste det sig, at stålet påvirkes mere end forventet, og gabet derfor bliver større, end hvad der oprindeligt var beregnet, og nu skal problemet udbedres. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Gaber fem cm
Årsagen til gabet mellem skydefagene er Inderhavnsbroens helt særlige design, som gør, at broen både buer let opad og samtidig krummer til siden. Da problemet blev konstateret, besluttede Københavns Kommune at vente med tilretningen for at få et sikkert billede af temperaturudsvingene over en længere periode med større temperaturudsving. Gabet er frem til efteråret blevet målt løbende – dels fysisk med et måleværktøj og dels ved at registrere temperaturen inde i stålfagets over- og underside via termometre tilsluttet en pc. Konklusionen er, at gabet imellem de to stålbrofag bliver cirka 1,6 mm smallere, når temperaturen stiger en grad og tilsvarende cirka 1,6 mm bredere, når temperaturen falder en grad. I alt er der målt op til 30 graders forskel imellem overside og underside af de bevægelige stålbrofag, hvilket svarer til et gab på knap fem centimeter.
Længere fingre
Problemet bliver løst ved at montere længere fingre, så det sikres, at der altid vil være et indgreb imellem fingrene. Monteringen går i gang i starten af december og forventes at vare to-tre uger. Arbejdet udføres i etaper på tværs af broen, så den kan holdes åben for cyklister og fodgængere, samtidig med at der arbejdes. Da der blandt andet skal svejses, vil der blive sat telt op over de strækninger, hvor der arbejdes, og cykelbanerne bliver løbende flyttet, så cyklisterne ledes uden om arbejdet. Samtidig med at fingersamlingerne tilpasses, bliver også gabet ved gelændersamlingerne rettet til.
Desuden har broen netop gennemgået et planmæssigt serviceeftersyn. Her er broens wiresystem blevet målt og justeret, wirerne smurt, så de er klar til vinteren, og broens mekaniske og hydrauliske systemer kontrolleret. Samtidig med serviceeftersynet skal der være monteret midlertidige gummilister over fingersamlingen på midten. Gummilisterne skal forhindre, at smalle cykelhjul, høje hæle eller andet kan komme i klemme i sprækkerne. Gummilisterne bliver fjernet igen, når de nye samlinger er monteret.