Det har været nogle år undervejs, men nu er det ved at være en realitet: Mascot – den store danske producent af arbejdstøj – skal have nyt domicil lidt vest for Silkeborg. Det 30.000 kvadratmeter store byggeri vil blive udbudt i fag- og storentrepriser.
Nu er der så sat navn på, hvem det er, der skal lede byggeriet. Valget er faldet på Herning-basserede MJT, der skal stå for den overordnede styringsrolle. Det oplyser Mascot i en pressemeddelelse.
Vi glæder os meget over, at de grundlæggende aftaler på byggeriet nu er i hus, så vi kan komme i gang.
Michael Grosbøl{break}Administrerende direktør for Mascot
– Vi glæder os meget over, at de grundlæggende aftaler på byggeriet nu er i hus, så vi kan komme i gang, siger administrerende direktør for Mascot, Michael Grosbøl.
– Vi er i kyndige hænder med MJT, som, vi har valgt, skal stå for alt det praktiske omkring udbud, planlægning, kontakt til rådgivere og entreprenører samt den daglige ledelse af byggepladsen. Vi vil dog selvfølgelig være med i de endelige beslutningsprocesser, siger en glad direktør, der ikke lægger skjul på, at han glæder sig meget til at samle de seks nuværende Silkeborg-adresser i det nye domicil, som forventes at være klar til indflytning i 2017.
Udskudt af krisen
Hos MJT er man naturligvis også godt tilfreds med aftalen.
– Det bliver et fantastisk byggeri, og vi glæder os meget til at komme i gang. Det bliver et af de mest markante byggerier, vi har været involveret i, fortæller direktør hos MJT, Henning Moeskjær.
MJT er ellers vant til at håndtere store lagerprojekter og er desuden præmieret for blandt andet boligprojektet Grøndahlsparken og B&O-bygningen i Herning. Opgaven udføres med baggrund i MJT’s 360-model, hvor bygherren får rådgivning hele vejen rundt – fra valg af entrepriseform og indkøb til koordinering af leverancerne.
– Det bliver en stor opgave, og derfor får vi også brug for at forstærke os med erfarne byggeledere til at supplere vores eksisterende organisation, siger Henning Moeskjær videre.
Det var ellers meningen, at Mascots domicil skulle være bygget meget tidligere, men ledelsen valgte at trykke på pauseknappen under den finansielle krise. Her valgte man i stedet at udvikle øvrige områder af forretningen – eksempelvis med etablering og bygning af nye produktionsfaciliteter i Laos.
Men nu er der fuldt fokus på domicilbyggeriet og i særdeleshed det automatiserede højlager, som også er en del af projektet.
Michael Grosbøl fortæller, at det nye lager bliver en kæmpe fordel for Mascots kunder.
– Vi har i forvejen en meget høj leveringsevne fra dag til dag på 98 procent. Men med det nye lager er der plads til langt flere varer, og vi kommer til at håndtere ordrer endnu mere effektivt, fortæller han således.
Moderne byggeri
Mascots domicil er tegnet af arkitektfirmaet CF Møller og projekteret i samarbejde med ingeniørfirmaet Midtconsult. Nybyggeriet bliver et ganske markant byggeri ved motorvejen mellem Silkeborg og Herning, netop hvor den krydser hovedvej 13 mellem Vejle og Viborg.
Det kommer til at ligge på en 440.000 kvadratmeter stor naturgrund og sammenfletter cirka 10.000 kvadratmeter administration og godt 20.000 kvadratmeter automatiseret højlager og logistik- og servicefaciliteter. Alle faciliteter samler sig omkring et atrium – et samlende torverum – der skærer sig ned igennem bygningen og skaber en fælles platform for de interne arbejdsgange mellem virksomhedens afdelinger.
At samle Mascots afdelinger under ét tag er ikke noget, Michael Grosbøl er ene om at se frem til. Medarbejderne glæder sig i dén grad også:
– Alle får en langt mere effektiv hverdag, når man kan møde sine kolleger ansigt til ansigt i de moderne faciliteter. Bygningen er designet og indrettet, så den styrker og støtter vores naturlige arbejdsprocesser. Det bliver en kæmpe forbedring i forhold til i dag, hvor vi har til huse på flere forskellige adresser som følge af knopskydningen efter mange år med vækst. Der er arbejdet meget med ergonomi, lys og lyd, så det bliver en fantastisk bygning at opholde sig i, siger Michael Grosbøl.