I juni 2021 blev første spadestik taget til den nye bydel i Aarhus, Trælasten, som PensionDanmark i samarbejde med Aarhus Kommune og totalentreprenør Nordstern står bag.
Den 36.000 m2 store grund vil rumme 700 boliger og erhvervslejemål, og i alt vil der blive bygget 70.000 etagemeter til et budget på to milliarder kroner.
I morgen – fredag d. 18. november – holdes rejsegilde for områdets store erhvervsbyggeri Bjælkehuset og for den første boligkarré Teglgården.
De første 37 ejerboliger i Teglgården står klar til indflytning i december 2023, og de 206 lejeboliger bliver fordelt på Studios, Virke boliger (+50) og almindelige lejeboliger, som også står klar til indflytning december 2023.
I tråd med ambitionen for hele Trælasten bygges boliger i flere størrelser og udtryk i Teglgården – fra 46 m2 til 160 m2 og fra ét til seks værelser. Nogle boliger vil have dobbelt rumhøjde i stue, spisestue og køkken, og der er leget med materialer og rå betonvægge.
Mere kompleks end nogen anden sag
Det er tegnestuen Vandkunsten, der står bag Teglgården – én af fire tegnestuer, som arbejder på at udvikle Trælasten. De tre andre er Cebra, Loop og Briq.
Valget af de fire tegnestuer udspringer af ønsket om at skabe dynamik i projektet og sikre, at bydelen både bliver forskelligartet og omfavnende.
– Som ejendomsudvikler og totalentreprenør står man ofte over for udfordrende projekter, men Trælasten er på alle måder mere kompleks end nogen anden sag, fortæller Torben Modvig, CEO, Nordstern, der er Trælastens totalentreprenør:
– For det første er der tale om mange kvadratmeter, høje kvalitetskrav og store bæredygtighedsambitioner. For det andet er der rigtig mange aktører, tilføjer han.
Genanvendelse og biodiversitet
Trælasten er det andet byområde i Danmark, der har fået en DGNB plancertificering Platin.
Genanvendelse er ét af projektets nøgleord, og ca. 90 % af bygningselementerne fra de to byggemarkeder, der tidligere lå på den 35.000m2 store grund, genanvendes. Således vil blandt andet gamle mursten og vinduer udgøre omkring 5 % af den samlede byggemasse, når hele projektet står færdigt i 2029.
Biodiversitet og naturopretning vægtes også i DGNB-regnskabet, så grønne områder er helt centrale, og da byområdet etableres på brownfield, kan naturopretning sikres parallelt med, at området bebygges og udvikles.
Trælastens første fase syd for Daubjergvej forventes at stå færdig i 2026 og anden fase nord for Daubjergvej forventes at stå færdig i 2029.