Niras udlåner projektdirektør til Hotel- og Restaurantskolens ambitiøse projekt

Erfarne Lars Peter Nyborg Hammel fra Niras skal de kommende tre år fungere som byggechef på Hotel- og Restaurantskolens ambitiøse skole- og campusbyggeri i Valby.
Unge mennesker arbejder i have foran en bygning med store vinduer.
Der er brug for en sikker hånd for at få Hotel- og Restaurantskolens nye skole og campus godt i mål frem mod forventeligt 2028. Projektdirektør Lars Peter Nyborg Hammel er indlånt fra Niras til netop det. Visualisering: Juul Frost Arkitekter

Det samlede budget på den nye Hotel- og Restaurantskole inkl. campus i Valby lyder på 600 mio. kr. Dem skal erfarne Lars Peter Nyborg Hammel styre i forbindelse med opførelsen af den 15.000 kvm skole. Dertil kommer familie-, ungdoms- og studieboliger og rammerne om et gastronomisk campusmiljø.

Han er projektdirektør i Niras, og er udlånt, så han kan bidrage med sin store erfaring inden for byggeprojekter, projektledelse og rådgivning ifm. skolens arbejde på at bygge en ny værkstedsbaseret skole og gastronomisk campus. Den nye skole forventer at stå færdig i 2028. Frem til da vil Lars Peter Nyborg Hammel have sin daglige gang på skolen.

Læs også

Fremtidens kokke får (g)astronomisk støtte til madkulturel campus

Hotel- og Restaurantskolens direktør, Søren Kristensen, siger:

– Skolen går en banebrydende fremtid i møde, og vi glæder os til at have en byggechef som Lars Peter ombord gennem projektet. Jeg er overbevist om, at hans store erfaring og indsigt inden for bygge- og ejendomsbranchen bliver en stor gevinst, når vi tager de næste skridt mod at realisere vores vision for fremtidens skole og gastronomiske campus.

Ejendomsudvikling og projektledelse

Han er uddannet arkitekt og byggeøkonom, har en Executive MBA fra Henley Business School og har været aktiv inden for byggebranchen siden 1999. Hans erfaring spænder bredt fra mindre bygge- og ejendomsprojekter til større og mere komplekse byggerier og udviklingsprojekter samt strategisk projektledelse og forretningsudvikling.

Med sine bygge- og projekttekniske kompetencer og omfattende erfaring inden for ejendomsudvikling og projektledelse bringer Lars Peter Nyborg Hammel værdifuld viden og erfaring til skolens arbejde med at bygge en ny værkstedsbaseret skole og gastronomisk campus i Valby.

Plantegning over kommende bygninger og grønne områder.
Det kommende campusområde vil både indeholde skole, boliger og erhverv. Bygherre og udvikler af projektet er PensionDanmark. Visualisering: Juul Frost Arkitekter

Lars Peter Nyborg Hammel har stået i spidsen for en række store projekter, herunder lejerrådgivning for Genmab i forbindelse med opførelsen af nyt domicil, teknisk investorrådgivning ved planlægning og opførelse af nyt domicil til EY på Frederiksberg samt ansvar for udvikling af Danske Banks nye hovedsæde i København.

– Jeg er sikker på, at min erfaring og faglighed kan bidrage til at sikre skolen de bedst mulige fysiske rammer for gastronomisk udfoldelse og læring, siger Lars Peter Nyborg Hammel.

Et gastronomisk campusmiljø

Den nye skole bygges på et mindre område af skolens nuværende areal, mens PensionDanmark vil forvandle det resterende areal til familie-, ungdoms- og 300 studieboliger og et gastronomisk campusmiljø, der kan samle elever, lokale og branchens ildsjæle.

Planerne for det nye skolebyggeri, der har PensionDanmark som bygherre, støttes bl.a. af Nordea-fonden, der bidrager med 266 mio. kr. til projektet. Det samlede budget er på 600 mio. kr. Med fondens støtte er byggeriet fuldt finansieret.

Hotel- og Restaurantskolen har allerede tiltrukket hjælp i form af det nye bestyrelsesmedlem Rasmus Meyhoff fra Propreco. Han vil bl.a. kunne bidrage med sin store erfaring inden for byggeprojekter og ejendomsudvikling. Læs mere her:

Læs også

Ejendomsprofil skal hjælpe ny hotel- og restaurantskole godt i mål

Relateret indhold