Om Nicolinehus
- Bygherre: Bricks
- Bygherrerådgiver: Niras
- Rådgivere: Rambøll og Schønherr
- Arkitekt: Aart Architects
- Entreprenør: NCC
- Projektet består af to bygninger på henholdsvis 11 og 17 etager
- Samlet kvadratmeterantal: 40.000 etagemeter
- Projektet indeholder 180 ejerlejligheder, 60 lejeboliger samt 6.133 kvadratmeter kontor
- Samlet byggesum: 977 millioner kroner
Nu kan man for alvor se, hvordan Nicolinehus på Aarhus Ø kommer til at præge bybilledet. Det sidste element er nemlig nu sat på plads på 17. etage, og indretningen af lejlighederne er i fuld gang i de nederste etager.
Det er NCC, der er totalentreprenør på Nicolinehus – og entreprenørkæmpen bygger i tæt samarbejde med Bricks, der er bygherre. Her glæder man sig både over at der er skred i byggeriet såvel som i interessen fra potentielle kunders side.
– Nicolinehus bliver et helt unikt sted at bo og færdes i Aarhus, og vi kan jo allerede se, at der bliver taget godt imod det. Salget går godt, og nu kan de kommende beboere stå og pege deres bolig ud. Det er fantastisk, siger direktør Martin Busk fra Bricks.
Effektive og bæredygtige processer
Byggeriet har hele vejen igennem været meget effektivt og det gennemføres med øje for bæredygtighed og arbejdsmiljø i byggeprocessen.
Blandt andet er alle tegl-facadeelementerne produceret på fabrik, og vinduerne er monteret på elementfabrikken således, at facaderne er “fiks- og færdige” i takt med at bygningerne skyder op.
Det har reduceret mængden af affald, mindsket materialespild og givet et bedre arbejdsmiljø, fordi der ikke skulle stå håndværkere og lægge mursten og montere vinduer højt oppe og i al slags vejr.
– Jeg er stolt af alle vores folks indsats. Vi har nu nået fuld højde, og det er gået rigtigt godt og helt som planlagt. Det er bare fedt at se de flotte bygninger rejse sig i landskabet. Nu skal vi til for alvor at indrette og færdiggøre lejligheder, butikker og alt det andet. De kommende brugere og beboere kan godt glæde sig, siger projektdirektør fra NCC, Henrik Korr.
Skybar og restaurant
Nicolinehus er tegnet af Aart Architects, der har hentet inspiration i midtbyens gamle karréer med deres karakteristiske og robuste røde teglsten.
Mellem de to trekantede bygninger bliver der indrettet fælles gårdhave, nord for byggeriet opføres en offentlig aktivitetsplads, og både terræn og terrasser beplantes.
Projektet indeholder 180 ejerlejligheder, 60 lejeboliger samt 6.133 kvadratmeter kontorer. En markedshal med et stort atrium, hvor cafeer og stande vil sælge mad og drikke, en større Føtex butik og andre småbutikker i stueplan.
Der vil også komme restauranter og et område med pool og sauna. På toppen af bygning to på 10. og 11. etage kommer der desuden restaurant og skybar. I kælderen kommer et fitnesscenter og 450 parkeringspladser i to etager.
Nicolinehus skal stå klar til indflytning i december 2022. Den bygning, der indeholder ejerboliger og butikker som Føtex, afleveres dog medio 2022.