NCC: Et anderledes og udfordrende år

Dagens Byggeri har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2020 - og frem mod 2021. I dag direktør Palle Bjerre Rasmussen, NCC Danmark.
Direktør Palle Bjerre Rasmussen er landechef for NCC Danmark. Foto: Jonathan Grevsen.
Direktør Palle Bjerre Rasmussen er landechef for NCC Danmark. Foto: Jonathan Grevsen.

Når man siger 2020, kan man vel ikke undgå at sige corona, og selvfølgelig har corona påvirket NCC – det har givet os udfordringer, som vi ikke kunne have forudset, da året begyndte. Når det er sagt, så er det væsentlige for mig, at vores medarbejdere har gjort alt, hvad de kan, for at holde gang i arbejdet på alle pladser, og jeg er stolt af at kunne sige, at det er lykkedes.

Vi har som virksomhed følt os privilegeret over den rolle, vi og hele byggebranchen har fået tildelt ved at være blandt dem, der har haft til opgave at holde hjulene i gang i vores samfund. Det forpligter. Og vi føler at vi har levet op til den tillid, myndighederne har vist os.

De retningslinjer vi har skullet efterleve, har skabt mange innovative ting på vores pladser; systemer til at overskue antallet af personer i mandskabsvognene, skiftehold til frokoststuer, døråbnere der enten er automatiske eller som kan betjenes med en albue. Der er sat mange skillevægge op i vores skurbyer, og vi har i den grad lært at bruge håndsprit.

Vi har oplevet en stor forståelse og opfindsomhed fra vores medarbejdere i forhold til de krav, vi er blevet mødt med fra myndighederne, og vi har også oplevet et rigtig godt samarbejde med de myndigheder, der har været involveret i processen.Corona er heldigvis ikke hele historien om 2020, og vi slutter på et meget højt aktivitetsniveau.

Jeg kan konstatere, at vi bredt over alle forretningsområder har god gang i forretningen – og dermed har vi også løst opgaven fra regeringen med at holde gang i hjulene.

En konservativ branche der har flyttet sig

Fra at blive opfattet som en lidt konservativ branche, så har vi rykket os rigtig meget i forhold til vores måde at arbejde sammen på, og rent digitalt vil jeg sige, at vi har taget nogle tigerspring. Det viste sig allerede i marts, at vi faktisk er nået endnu længere med digitaliseringen, end vi måske var klar over.

Vi har for eksempel holdt nordiske strategimøder med over 150 deltagere på Teams – med gruppearbejde og fælles foredrag. Det kan faktisk godt lade sig gøre.

Vi har lært, hvor hurtigt vi kan flytte os, når vi skal, og den læring vil vi tage med os, når corona forsvinder.

Til gengæld skal jeg da også være ærlig at sige, at jeg ser frem til, at vi igen kan mødes “rigtigt”, fordi det trods alt giver en dimension til samarbejdet, som vi ikke har via skærme og mikrofoner.

I NCC oplever vi også en trend, som ikke har noget med corona at gøre, hvor både kunder og myndigheder begynder at tænke samarbejde på nye måder. Det betyder, at vi som entreprenør får en rolle, hvor vi kommer meget tidligere ind i processen, så vi er med til at skabe gode, bygbare projekter. Det er en trend, vi glæder os over, og som vi rigtig gerne vil bidrage til. Vi har god erfaring med at indgå i tæt og tillidsfuldt samarbejde med vores kunder, hvor vi med den tidlige inddragelse får mulighed for at bringe alle vores kompetencer i spil til gavn for projektet.

Spændende opgaver venter forude

Nu vil vi tage alt det bedste med os fra 2020, og så er vi klar til at tage imod det nye år – uanset hvad det byder på.

Vi går 2021 i møde med høje forventninger. Senest har vi hørt, at Danmark i Q3 har præsteret en vækst i BNP på over fire procent, og det kan kun glæde os alle, at der trods corona er gang i tingene. Der er måske projekter, der udsættes, men der er også projekter, der rykkes frem. Samlet er der stor efterspørgsel efter vores kompetencer.

På den baggrund går vi til 2021 med tro på, at der ligger spændende opgaver og venter på os, og vi glæder os til det nye år.

Relateret indhold