Når ny milepæl: Halvdelen af Femern Bælt-tunnelen er nu udgravet

Halvdelen af den samlede mængde jord er nu gravet ud til renden, som kommer til at rumme den 18 kilometer lange sænketunnel til Tyskland.
Tunnelrenden i gang med at blive gravet.
Tunnelrenden i gang med at blive gravet.

Femern Bælt-tunnelen er nu nået halvvejs i gravearbejdet, der gik i gang i juli 2021 og forventes at være endeligt afsluttet i 2024, hvorefter det første tunnelelement kan sænkes på plads.

– Vi er naturligvis glade for, at arbejdet kører efter planen. Vores fokus er nu rettet på de næste mål i projektet. For os er det vigtigt, at Femern Bælt-tunnelen bliver bygget så bæredygtigt som muligt. Sammen med vores entreprenører forsøger vi derfor hele tiden at finde muligheder for at optimere projektet til gavn for miljøet og bidrage med viden til fremtidige infrastrukturprojekter, siger Henrik Vincentsen, der er administrerende direktør i Femern.

Stor betydning for erhvervsliv og beskæftigelsen

Ifølge planen skal der udgraves op mod 19 mio. kubikmeter havbundsmateriale. Hovedparten af materialet genanvendes som landopfyld øst og vest for Rødbyhavn og ved Fehmarn på tysk side, hvor det bliver til ny natur og store rekreative områder.

– Anlægsprojektet har stor betydning for erhvervslivet, beskæftigelsesmulighederne på Lolland og i regionen samt som uddannelsesplads for lærlinge og dermed en sikring af, at vi også i fremtiden har dygtige håndværkere. Samtidig vil den færdige tunnel levere et vigtigt bidrag til den grønne omstilling af transportbranchen og en hurtig togforbindelse ud i Europa. Derfor er det rigtig godt nyt, at byggeriet af Femern Bælt-tunnelen kører efter planen, og at der er rundet en vigtig milepæl på projektet, siger transportminister Trine Bramsen.

Femern Bælt-tunnelen bliver verdens længste sænketunnel og kommer til at rumme en firesporet motorvej med nødspor og to elektrificerede jernbanespor.

Anlægsrammen for Femern Bælt-forbindelsen er på 55,1 mia. kroner i 2015-priser, og tunnelen forventes at stå færdig i 2029.

Relateret indhold