I næste måned starter opførelsen af i alt 126 boliger i Nuuk, når MT Højgaard går i gang med byggeriet af tre nye boligblokke på hver cirka 4.000 kvadratmeter.
MT Højgaard skal stå for beton-, tømrer- og malerentreprisen. El-entreprisen udføres af Arssarnerit, der også er et selskab i MT Højgaard-koncernen, mens jordarbejde og VVS- og ventilation udføres af henholdsvis Larsen & Co og HJ-TEK. Med en kontraktsum på knap 230 millioner kroner er der for MT Højgaard tale om det første større byggeprojekt i Nuuk siden opførelsen af Nuuk Center.
Vi har ventet på en opgave, der i størrelse og kompleksitet matcher vores kompetencer.
Divisionsdirektør Jóannes Niclassen MT Højgaard
– Vi har ventet på en opgave, der i størrelse og kompleksitet matcher vores kompetencer, og jeg glæder mig meget over, at vi nu igen bliver en mere synlig del af gadebilledet i Nuuk, siger Jóannes Niclassen, divisionsdirektør i MT Højgaard.
Blokkene opføres på Ceresvej centralt i Nuuk. Kommuneqarfik Sermersooq er bygherre med Clement og Carlsen Arkitekter som totalrådgiver og Inuplan som underrådgiver.
Byggeriet står færdigt i august 2019.