MT Højgaard vandt den sidste store broentreprise

Holstebromotorvejens sidste store broentreprise er faldet på plads.
Den sidste store broentreprise til Holstebromotorvejen er landet hos MT Højgaard. Kort: Vejdirektoratet.
Den sidste store broentreprise til Holstebromotorvejen er landet hos MT Højgaard. Kort: Vejdirektoratet.

Kontrakterne på at bygge broer på Holstebromotorvejen er nu alle næsten ved at være faldet på plads. Vejdirektoratet har netop indgået kontrakt med entreprenør MT Højgaard om den sidste store broentreprise.

Det drejer sig dels om to landskabsbroer. En ved Savstrup Å og en ved Gammelby Bæk. Begge steder ligger ved Mejrup, lige syd for Holstebro. Desuden skal entreprenøren også bygge en motorvejsbro, der hvor motorvejen krydser Viborgvej lige øst for Holstebro.

Vi er sådan set allerede involveret i Holstebromotorvejen, da vi er underleverandør for M.J. Eriksson på entrepriserne nede ved Snejbjerg ved Herning. Vi er glade for at være i gang dernede, og vi glæder os til, at vi nu skal lave mere.

Henrik Olesen, afdelingsleder fra MT Højgaard.

MT Højgaard vandt udbudsrunden og skal nu udføre opgaven til en pris på 90 millioner kroner. Det skaber glæde hos firmaet.

– Vi er sådan set allerede involveret i Holstebromotorvejen, da vi er underleverandør for M.J. Eriksson på entrepriserne nede ved Snejbjerg ved Herning. Vi er glade for at være i gang dernede, og vi glæder os til, at vi nu skal lave mere. Det er spændende arbejde, og vi kender jo allerede de involverede fagpersoner fra Vejdirektoratet, så det er en fordel, siger Henrik Olesen, afdelingsleder fra MT Højgaard.

Broerne på den sidste entreprise byder også på udfordringer.

– Der er for eksempel værdifuld natur ved Savstrup Å, som vi skal tage hensyn til under arbejdet, siger Henrik Olesen.

Starter til efteråret

Projektleder fra Vejdirektoratet Janie Ipsen glæder sig over, at endnu en kontrakt er indgået og ser frem til at de spændende anlægsarbejder nu rigtig begynder at blive tydelige i landskabet.

– Broentrepriserne er en meget vigtig del af det samlede anlægsprojekt på Holstebromotorvejen og samtidig noget af det mest synlige ude på strækningen. Det er vigtigt for Vejdirektoratet at arbejde sammen med kompetente fagfolk om sådanne opgaver, så jeg ser frem til samarbejdet med alle vores entreprenører, siger Janie Ipsen.

Anlægsarbejdet begynder i efteråret 2015. Selve konstruktionen af broerne forventes at være færdig i efteråret 2017, men først i foråret 2018 skal der også lægges det øverste lag asfalt.

Relateret indhold