MT Højgaard skal bygge ny bro over Guldborgsund

Banedanmark har tildelt MT Højgaard Danmark ordren på 509 mio. kroner til etablering af en ny jernbanebro over Guldborgsund.
Den nye Femern-forbindelse stiller krav til opdateringer af jernbanestrækningen - det skal en ny jernbanebro over Guldborgsund bidrage til. Illustration: Banedanmark.
Den nye Femern-forbindelse stiller krav til opdateringer af jernbanestrækningen - det skal en ny jernbanebro over Guldborgsund bidrage til. Illustration: Banedanmark.

Det bliver MT Højgaard, der skal sikre en toptunet togforbindelse over Guldborgsund og videre til den nye Femern-forbindelse.

MT Højgaard Holdings forretningsenhed MT Højgaard Danmark har fået ordren fra Banedanmark på at etablere den nye jernbanebro over Guldborgsund – til en værdi på 509 mio. kroner for totalentreprisen.

Den nye bro skal styrke infrastrukturen til Femern og opføres syd for den eksisterende Kong Frederik IX’s bro over Guldborgsund som en 300 meter lang klapbro. Broen vil bestå af 13 betonsektioner, der placeres på 170 centimeter tykke, borede bropiller.

Som led i broarbejderne skal MT Højgaard også udvide banedæmningen, uddybe Guldborgsund, udføre jord- og støttekonstruktioner samt gennemføre en række sporarbejder.

Et nøgleprojekt for entreprenøren

Projektet er vigtigt for anlægsambitionerne i MT Højgaard Danmark:

– Den nye Kong Frederik IX’s bro er et vigtigt projekt og en milepæl for os, hvor vi viser flaget på en bredere del af det danske anlægsmarked, siger sektionsdirektør i MT Højgaard Danmark, Niels Holm Mikkelsen.

– Forholdet til Banedanmark og udførelsen af et så strategisk infrastrukturprojekt betyder meget for os. Vi skal både bruge vores faglige kompetencer og ressourcer inden for vandbygning, anlægsbeton, fundering, stålbroer og jordarbejde.

Frem til april 2023 arbejder MT Højgaard Danmark sammen med rådgiverne om at projektere broen. Derefter starter selve udførelsen, som løber frem til andet kvartal i 2026. I projektets levetid vil der blive etableret en arbejdshavn samt et produktionssite til betonelementer ved siden af broen.

Historisk baneanlæg, der styrker den kollektive trafik

– Ringsted-Femern Banen er et historisk stort anlægsprojekt i Banedanmark, og strækningen er med til at gøre den kollektive trafik endnu mere attraktiv, siger Lars Blædel Riemann, der er områdechef i Banedanmark.

– Med kontrakten om den kommende jernbanebro over Guldborgsund, er vi et skridt nærmere på at kunne åbne porten til Europa og give pendlere og passagerer en moderne jernbane med hurtigere og klimavenlige tog, siger han.

Det er Sund & Bælts datterselskab, A/S Femern Landanlæg, som finansierer opgraderingen af de danske jernbaneanlæg. EU medfinansierer projektet via deres CEF program.

Relateret indhold