MT Højgaard opfører de første boliger i NærHeden

MT Højgaard investerer i at bygge 48 moderne og bæredygtige rækkehuse i den nye bydel NærHeden i Høje-Taastrup Kommune. Projektet er det første boligbyggeri i byudviklingsprojektet.
MT Højgaard har investeret i at bygge 48 bæredygtige rækkehuse i NærHeden. Rendering fra NærHedens udviklingsplan.
MT Højgaard har investeret i at bygge 48 bæredygtige rækkehuse i NærHeden. Rendering fra NærHedens udviklingsplan.

Tidsplan for NærHeden

  • 2016: Springgymnastikcenter med udkigstårn
  • 2016: Byhave med udekøkken
  • 2016: Byggemodning påbegyndes
  • 2017: Boliger byggestart
  • 2018: De første beboere flytter ind
  • 2018-19: Skolebyggeri
  • 2020 -21: Ny bro over banen
  • 2017-2035: Byggeri af boliger og nye beboere flytter ind

Det første boligbyggeri i den helt nye bydel NærHeden ved Hedehusene Station i Høje-Taastrup Kommune bliver nu en realitet. MT Højgaard har underskrevet en betinget købsaftale om at opføre 4.800 kvadratmeter boligbyggeri i form af 48 rækkehuse på det store byudviklingsområde i Hedehusene. Det oplyser Nærheden, der ejes ligeligt af Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg, i en pressemeddelelse.

Fuldt udbygget skal NærHeden rumme 3.000 boliger, skole, børneinstitutioner, fritidstilbud, butikker og kontorer. I alt skal der opføres 382.000 kvm byggeri, og Carsten Koch, som er bestyrelsesformand i NærHeden P/S, glæder sig over, at grundsalget er kommet godt fra start.

Vi ser et stort potentiale i en bydel som NærHeden.

Christina Jørgensen Divisionsdirektør, MT Højgaard

– Med NærHeden ønsker vi at gentænke forstaden med fokus på det nemme hverdagsliv og fællesskaber. MT Højgaards projekt understøtter dette, fordi projektet tilbyder moderne boliger med lavt vedligehold, og fordi bebyggelsen kommer til at ligge tæt på mange byfunktioner, herunder en ny skole i NærHeden. Det er med til at gøre hverdagen nem for beboerne. Samtidig skaber projektet gode rammer for, at beboerne kan mødes i attraktive grønne omgivelser, siger Carsten Koch.

Stort potentiale

De første 25 boliger i projektet forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2017 med en pris på omkring 2,2-2,5 mio. kr. for 86-112 kvm. Rækkehusene kommer til at ligge cirka 500 meter fra Hedehusene Station og bliver udformet med indgangspartier, der skal medvirke til at skabe en bymæssig stemning langs gaden. Imellem boligerne etableres et fælles lege-, opholds- og p-område. Små private haver vender ud mod fællesarealerne, og hos MT Højgaard ser man frem til at udnytte mulighederne i området.

– I MT Højgaard er vi stolte af at kunne bidrage til udviklingen af NærHeden med boliger, som er attraktive både prismæssigt og arkitektonisk. Vi ser et stort potentiale i en bydel som NærHeden, der ligger tæt på København, spændende naturområder og mange forskellige byfunktioner. Det, tror vi, vil appellere til rigtig mange potentielle tilflyttere, siger Christina Jørgensen, der er divisionsdirektør i MT Højgaard.

Boligerne opføres i samarbejde med Scandi Byg.

Høje-Taastrup Kommune har sat sig på flere jordparceller i NærHeden. I første omgang har kommunen købt et areal til et nyt center for springgymnastik, som skal stå færdigt senere i år. Næste projekt, som går i gang i 2018, er et stort skolebyggeri til 350 mio. kr. I alt har kommunen planlagt investeringer i NærHeden for over en halv mia. kr.

De første 25 boliger i projektet forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2017. Skitse fra MT Højgaards projekt.
De første 25 boliger i projektet forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2017. Skitse fra MT Højgaards projekt.

Relateret indhold