MT Højgaard Danmark vinder opgaver hos Energinet til 241 millioner

Forretningsenheden skal etablere Energinets nye højspændingsstation AC Lindehøj ved Solhøj i Høje-Taastrup Kommune.
Elmaster over en mark.
MT Højgaard Danmark indgår allerede i et flerårigt partnerskab med Energinet om udbygning af elnettet i Vestdanmark. Foto: Gettyimages.

MT Højgaard Holdings forretningsenhed MT Højgaard Danmark er blevet tildelt opgaver ved etableringen af det statslige Energinets nye højspændingsstation AC Lindehøj ved Solhøj i Høje-Taastrup Kommune.

Ordren har en værdi på 241 mio. kroner.

Læs også

MT Højgaard Danmark skal opføre verdens største UNICEF-centrallager

Opgaverne omfatter en totalentreprise på de bygninger, der skal huse stationens højspændingsudstyr, terrænarbejder på 71 hektar omkringliggende arealer og etablering af en byggeplads.

Arbejderne ventes indledt i starten af 2026, når der er givet miljøtilladelse til projektet, og de igangværende arkæologiske udgravninger er afsluttet.

Bygningerne skal stå færdige i foråret 2027.

Høj teknisk kompleksitet

Den nye 400 kV højspændingsstation bliver en central del af udbygningen af elnettet på Sjælland og Lolland-Falster.

Udbygningen skal sikre, at store mængder grøn strøm fra havvindmøller i Østersøen føres frem til de mere forbrugstunge områder omkring København og Nordsjælland.

Læs også

Nrep og MT Højgaard Danmark indgår aftale om nyt kontor i Nordhavn

MT Højgaard Danmark har tidligere løst kritiske infrastrukturopgaver for Energinet og indgår i et flerårigt partnerskab om udbygning af elnettet i Vestdanmark.

– Energiområdet er meget interessant for os, og vi har gode erfaringer med samspillet med Energinet, så vi er gået målrettet efter at vinde arbejderne. Lindehøj-projektet har en høj teknisk kompleksitet, og konkret kommer det til at kræve tæt koordinering og detaljegranskning med den tekniske leverandør Hitachi. Det ser vi frem til, siger projektdirektør i MT Højgaard Danmark, Hasse Stouby Jensen.

Relateret indhold