Virksomheden BM Byggeindustri med base i Hobro oplever for tiden en massiv efterspørgsel på deres energioptimerede modulhuse. De har derfor netop købt naboejendommen på 12.000 kvadratmeter og råder nu over 29.500 kvadratmeter produktionsfaciliteter til industriel byggeri.
BM Byggeindustri forventer at kunne producere op mod 400 huse om året, og bliver dermed en af de største modulproducenter på det danske marked.
Øger produktion med 60 procent
Det er efterspørgslen på energioptimeret modulbyggeri, der gør at BM Byggeindustri nu opruster deres produktionsfaciliteter. Modulbyggeriet har ifølge virksomheden for alvor meldt sit indpas på både det danske og udenlandske marked, og med fokus på blandt andet lavenergi og bæredygtighed har BM Byggeindustri fundet konceptet, der efterspørges i stor stil.
Med naboejendommen får BM Byggeindustri et væsentligt forøget produktionsareal, og både medarbejderstaben samt den samlede produktion af modulhuse forventes at stige markant.
Virksomheden har hidtil haft en produktionskapacitet på 600 moduler, svarende til cirka 250 huse om året. Med de ekstra 12.000 kvadratmeter er det nu muligt at producere op til 1000 moduler, svarende til 400 huse om året. Det er en forøgelse på 60 procent.
Det betyder blandt andet flere arbejdspladser til Hobro, fortæller udviklingschef Claus Valsøe:
– Vi forventer at skulle ansætte cirka 35 nye medarbejdere over det næste års tid. Ordrebogen udviser positive takter for modulbyggeriet nu og fremadrettet, og derfor opruster vi nu for at efterkomme efterspørgslen. Størstedelen af BMs modulbyggeri er danske ordrer, og en stor del monteres i Københavnsområdet. Men da alt produktion foregår på fabrikken i Hobro, er det således også her, de nye arbejdspladser vil blive oprettet.
Virksomheden beskæftiger i dag 125 medarbejdere, hvor af cirka 100 beskæftiger sig udelukkende med præfabrikering af modulbyggeri.
Nyt koncept undervejs
Alt modulbyggeri fra BM Byggeindustri er med træ som kerneopbygning, og med fokus på energi og lave driftsudgifter for huset. Elementerne sættes sammen til moduler, som så transporteres til byggepladsen, hvor de færdigmonteres som f.eks. lavenergiboliger.
Når modulerne kører fra fabrikken er de 90 procent færdig apteret. Det vil sige, at der er lagt gulve, færdigmalet, køkken og bad er monteret, samt alle tekniske installationer er klar til at blive tilsluttet. Dette betyder, at boligerne er færdige til indflytning i løbet af få dage.
Lige nu har virksomheden fokus på flere nye forretningsområdet, herunder ny produktionslinje for et typehuskoncept samt modulært koncept for kontor- og sygehusbyggeri.
– Vi har fokus på, at vores byggeri er energivenligt, bæredygtigt og af høj kvalitet. Vi gennemgår blandt andet pt. en implementeringsproces for bæredygtigt byggeri, herunder Svanemærkede og DGNB certificerede boliger og erhvervsbyggerier, fortæller udviklingschef Claus Valsøe.