Microsofts nye 18.000 kvadratmeter domicil i Lyngby er tegnet af Henning Larsen Architects og bygget som to sammenhængende kubikker med et stort u-formet atrium, der går igennem bygningerne for at skabe lys og rum til kreative og produktive medarbejdere.
Nu er den intelligente installation med KNX fra ABB, som Hoffmann har udført, nomineret til en international pris.
KNX sikrer et godt indeklima i forhold til temperatur, luftkvalitet, dagslys og belysning. I omfang og kompleksitet er KNX-installationen en af Danmarks største, og domicilet lever derudover op til den internationale LEED Golden-certificering som lavenergibygning. KNX er en international standard for intelligent bygningsstyring ejet af KNX Association i Bruxelles, og de har nomineret det nye domicil til en KNX Award 2016, som overrækkes på light+building 2016-messen i Frankfurt den 15. marts.
Optimal udnyttelse
Som entreprenørfirma har Hoffmann haft totalentreprisen på byggeriet, og deres installationsafdeling har udført el-entreprisen på den intelligente installation, hvor ABB har været producent af hovedparten af KNX-komponenterne. Her har Hoffmann som de første i Danmark anvendt MooV’n’Group fra Newron System, der er en grafisk programmeringsflade til KNX.
– Det er den største, tekniske installation, Hoffmann har lavet, og vi har formået at udnytte KNX optimalt op mod andre teknologier i bygningen, fortæller Jan Roed, BMS projektleder hos Hoffmann, i en pressemeddelelse.
Blandt andet er systemet klargjort til, at bygningens installationer via KNX vil kunne styres på en webbaseret brugerflade, hvor medarbejderne fra deres computer eller tablet regulerer lys, solgardiner og temperatur. Kun i mødelokalerne er der termostater og kontakter med trykknapper på væggene.
– Vi har kunnet skabe så sofistikeret en løsning, fordi vi involverer leverandører og underentreprenører tidligt i processen for at drage nytte af deres knowhow. Derfor blev ABB også valgt, fordi de kom med den bedste løsning og de bedste produkter, lyder det fra Gorm Meyer, der er projektchef hos Hoffmann.
Dagslys i alle rum
Som noget specielt i Danmark skal ansatte altid have adgang vinduer og dagslys. Derfor grænser de åbne storrumskontorer op til bygningens glasfacader, ligesom mødelokaler og kursusrum ligger ud til det gennemgående atrium, hvor der er lysindfald fra glastaget.
– Medarbejderne har taget bygningen til sig utroligt hurtigt. Mange af udviklerne, der kom fra små kontorer i vores tidligere bygning, er positivt overraskede over den gode akustik i de åbne kontorlandskaber, fortæller Sara Kolka, der er Head of PR and External Communication hos Microsofts Development Center Copenhagen.
KNX-styringen fra ABB er tilpasset døgnets naturlige rytme samt kontorernes og gangarealernes geografiske placering i forhold til solen. På den måde reguleres lys, temperatur, ventilation, gardiner og udvendig klimaskærm som udgangspunkt automatisk.
For at forhindre trækgener er den traditionelle ventilation erstattet med klimalofter, der via vandfyldte køle- og varmerør under loftelementerne opvarmer med strålevarme eller køler med kuldenedfald. Til opvarmningen genbruges 70 procent af spildvarmen fra servere og computere, der køres igennem en varmepumpe og anvendes i klimalofterne.
Installationen indeholder 1884 KNX-enheder, hvilket gør den til en af Danmarks mest omfangsrige. 405 producenter i 38 lande fremstiller komponenter inden for KNX-standarden, hvor ABB er blandt de førende.