Planerne om at nedrive flere af boligerne i boligområdet Blåkildegård i Taastrup går længere tilbage end til 2017, hvor 113 ud af 119 fremmødte husstande i Blåkildegård stemte for at ‘nedbygge’ størstedelen af områdets boliger, dvs. rive dem ned til soklen, hvorpå de genopføres samme sted.
Det blev dertil besluttet at gå videre med planerne om at rive omkring 100 boliger helt ned, og sælge grunden til en privat ejendomsudvikler.
Indtægten fra salget benyttes til at medfinansiere nedrivning og genopbygning af boligerne i afdelingen.
– Jeg glæder mig over, at det er en løsning, som både løfter boligkvaliteten til nybyggeristandard og samtidig bidrager til blandede ejerformer og flere forskellige boligtyper i kvarteret, har Jens Elmelund, adm. direktør i KAB, udtalt.
I 2021 stemte 85 % af alle beboere ja til at gøre planen til virkelighed.
Tilføjer ældrevenlige boliger
Den nye lokalplan sigter mod genopbygning af 405 almene boliger samt at et pensionsselskab kan rive ca. 100 boliger ned og bygge 186 nye, private boliger i 3 etager. Dertil er der planer om at opføre et 300 kvm stort fælleshus i den sydlige del af området.
Genopbygningen vil ifølge lokalplansforslaget bestå af 345 rækkehuse i henholdsvis 1 og 2 etager samt 60 etageboliger i 3 etager. Alt i alt løber det op i et boligareal på 37.400 kvm.
At nogle af rækkehusene i to etager erstattes med mindre og mere ældrevenlige boliger i lavt etagebyggeri, bliver et stort plus for området, har kundechef for Boligselskabet AKB, Taastrup, Claus Bjørton, tidligere udtalt:
– Det er et enormt aktiv for projektet og bebyggelsen, at der fremover er mulighed for f.eks. at blive her, når man bliver ældre og ikke længere har behov for et stort rækkehus.
Byggearbejdet, der skal opføres efter bygningsreglementets Bygningsklasse 2020, forventes udbudt som totalentreprise i EU-udbud, mens etablering af de pavilloner, som beboerne skal genhuses i, planlægges udbudt selvstændigt.