Limtræsproducent leverer til færøsk byggeprojekt med kraftige vindforhold

Nordjyske Lilleheden har netop leveret limtræselementer og CLT-elementer til bygningen af XL-Bygs forretning i Runavík. Lokationen stillede særlige krav til limtræskonstruktionerne.
De bærende limtræsrammer spænder frit over lige knap 25 m og har en tværsnitshøjde på 1,785 m.

Færøerne er blandt andet kendt for sine vindblæste øer, og de kraftige vindforhold ude på Atlanterhavet kræver helt andre dimensioner på byggematerialerne sammenlignet med danske projekter.

Det kan limstræsproducenten Lilleheden nikke genkendende til, for den nordjyske virksomhed har netop leveret 246 m3 limtræselementer og 259 m3 CLT-elementer (cross laminated timber) til bygningen af XL-Bygs forretning i Runavík.

– I Danmark dimensionerer vi normalvis ud fra en vindhastighed, der ligger mellem 24-27 m/s, men på dette projekt regnes ud fra, at vindhastigheden ligger på 55 m/s, forklarer Camilla Nielsen, key account manager i Lilleheden, og fortsætter:

– Det svarer altså til 198 km/t kontra 97 km/t, og det kræver nogle helt andre dimensioner af de bærende elementer og samlinger, end vi normalvis kender fra Danmark.

Læs også

Kombinerer limtræ og stålbjælker i Bosch’ nye domicil

Et stort byggesæt

For at optimere byggetiden var alle elementer forarbejdet fra fabrikken, og de store indslidsede beslag til rammehjørnerne monteret fra fabrik.

– Af hensyn til vejrforholdene var det vigtigt for bygherre, at montagen blev så hurtig og nem som mulig. Derfor har vi på forhånd forberedt samlingerne i vores produktion og monteret/medleveret alle samlingsbeslag, så bygherre bogstaveligt talt har modtaget et stort byggesæt parat til at samle, siger Camilla Nielsen.

De bærende limtræsrammer spænder frit over lige knap 25 m og har en tværsnitshøjde på 1,785 m.

Lilleheden er en del af koncernen Nordic Wood Industries, der er en af Danmarks førende producenter og leverandører af træbaserede materialer.

Læs også

Hårdt år for træbaseret koncern – 20 millioner indskudt i ny kapital

Relateret indhold