Landmåler: Ikke to dage er ens

Anders Hansen er landmåler i NCC og en fast del af teamet på Kyst 12 ved Tuborg Strand i Hellerup. Her har han arbejdet fast i et år, hvor det stærke sammenhold og den alsidige hverdag har gjort stort indtryk på ham.
Anders Hansen er landmåler i NCC. Foto: NCC.
Anders Hansen er landmåler i NCC. Foto: NCC.

Man kan ofte finde Anders med hans måleudstyr ude på pladsen eller inde i skurbyen i fuld sving med en lang række udregninger. Jobbet som landmåler er nemlig meget alsidigt og ikke mindst vigtigt på en byggeplads, da det i høj grad binder byggepladsens mange led sammen.

– Som landmåler er det min opgave at udregne præcist, hvor de forskellige byggeelementer skal stå – lige fra et afgørende hjørne på en bygning til en væg i en stue på 8. sal. Som landmåler får jeg en lang række 2D-tegninger fra arkitekterne, som jeg herefter arbejder med i et computerprogram, hvorfra jeg kan trække en masse koordinater ud, som bestemmer, hvor byggeriet præcist skal stå, fortæller Anders Hansen.

Der er så mange, der er afhængige af os, så det gælder om hele tiden at være klar til at trække i gul vest, hjelm og sikkerhedssko, selvom man sidder midt i en masse udregninger …

Landmåler Anders Hansen, NCC

Han er ofte iført sin orange rygsæk fyldt med landmålingsudstyr, såsom prismer, søm og markeringsspray. Vigtigst af alt er dog hans totalstation, der kan sammenlignes med en lille supercomputer. Det er dette instrument, der kan omdanne de store datasæt til koordinatpunkterne, som er så afgørende for byggeriet.

Den alsidige hverdag

Rollen som landmåler og bindeled på pladsen medfører en travl og alsidig hverdag.

Den ene dag kan jeg sidde foran computeren hele dagen, og den næste kan der være fuld knald på ude på pladsen, siger Anders Hansen. Foto: NCC.
Den ene dag kan jeg sidde foran computeren hele dagen, og den næste kan der være fuld knald på ude på pladsen, siger Anders Hansen. Foto: NCC.

– Der er virkelig ikke to dage, der er ens. Den ene dag kan jeg sidde foran computeren hele dagen, og den næste kan der være fuld knald på ude på pladsen, hvor jeg er i gang med at flyve med drone eller maskinstyre. Man skal være meget servicemindet som landmåler i NCC. Der er så mange, der er afhængige af os, så det gælder om hele tiden at være klar til at trække i gul vest, hjelm og sikkerhedssko, selvom man sidder midt i en masse udregninger. De gode byggefolk ude på pladsen står ofte i en situation, hvor de ikke kan komme videre, før jeg har tilset præcisionen af et byggeelement. Med andre ord er vi en lille afdeling, som har rigtig meget at byde på, siger Anders.

Et specielt sammenhold på pladsen

Nærværet med kollegerne på pladsen har stor betydning for Anders.

– Det betyder rigtig meget at være en del af det her team på pladsen. Vi er “in-house”-landmålere i NCC, hvilket vil sige, at vi udelukkende arbejder med NCC’s projekter og dermed bliver en integreret del af projekterne. Der er gode folk hele vejen rundt, og det er en fornøjelse at have mulighed for at møde de mange forskellige typer mennesker og faggrupper gennem mit job – lige fra mit arbejde med byggeledelsen i skurbyen til mit arbejde med byggefolkene ude på pladsen. Det er meget motiverende at være så involveret i så mange processer på pladsen, fortsætter han.

Karrierevejen i NCC

I lang tid så det ikke ud til, at Anders skulle blive landmåler i NCC. Han studerede nemlig på lærerseminariet i to år, inden han valgte at lægge stien om. Han betegner sig selv som særdeles teknisk anlagt og ville gerne lære et håndværk fra bunden. I den forbindelse passede landmålerfaget ham rigtig godt.

I dag har Anders Hansen været fastansat som funktionær i NCC i godt et år og vejen hertil har været ganske ligetil.

– Jeg endte i NCC pga. en konference i vores fagforening, hvor jeg faldt i snak med en tidligere medstuderende fra KEA. Han havde været i praktik i NCC som landmåler og talte meget varmt om det. Kort efter tog jeg fat i Flemming Fray, der var afdelingsleder i NCC Landmåling på daværende tidspunkt, og han tog mig så ind som studentermedhjælper. Derefter blev jeg praktikant, og nu sidder jeg her, siger den unge landmåler.

Relateret indhold