Lærernes Pension bygger lejligheder i Aalborg

Endnu et stort ejendomsprojekt på Stigsborg i Aalborg er nu undervejs. Pensionsselskabet Lærernes Pension har erhvervet sig to byggefelter ved Stigsparken, hvor der skal bygges 280 lejligheder.
Udviklingen af det nye område i Aalborg tager form og har senest fået et rygstød fra Lærernes Pension. Kort: Stigsborg P/S.
Udviklingen af det nye område i Aalborg tager form og har senest fået et rygstød fra Lærernes Pension. Kort: Stigsborg P/S.

Fakta om Stigsborg P/S

  • Stigsborg P/S er etableret i 2018 med Aalborg Kommune, PFA Ejendomme og A. Enggaard som parter efter en omfattende kommunal udbudsproces.
  • Stigsborg P/S har i første omgang til formål at udvikle etape 1 af Stigsborg, som er et område mellem Stigsborg Brygge, fjordkysten og Engvej/Stigsborgvej.1. etape har et samlet areal på ca. 33 hektar inklusiv Aalborgs største bypark, Stigsparken. Byudviklingsselskabet har desuden forkøbsret til etape 2 og 3.
  • Udviklingen af Stigsborg forventes at vare 25-30 år og resultere i 4.000 boliger på samlet set 400.000 etagemeter til 7.500 indbyggere. Boligerne vil primært være leje- og ejerboliger i 4-6 etager samt town houses/rækkehuse i 2-3 etager. Offentlige institutioner såsom skole, plejehjem og daginstitutioner samt mindre erhverv (kontorerhverv, cafeer, butikker) vil også få plads i området.

Planerne for det 54 hektar store Stigsborgområde i Aalborg er i fuld gang med at blive realiseret. Nu kommer er Lærernes Pension også kommet på banen og har skrevet kontrakt på køb af to byggefelter, hvor der skal bygges 21.000 kvadratmeter bolig fordelt på 280 lejligheder. Det oplyser byudviklingsselskabet Stigsborg P/S i en pressemeddelelse.

Byggefelterne ligger placeret i den nordligste del af området med Aalborgs største bypark Stigsparken som nærmeste nabo. Bebyggelsen kommer til at bestå af to etagehuskarréer på 3-6 etager, og 1. etape af byggeriet forventes færdig i midten af 2022:

– Vi glæder os meget over at blive en del af Stigsborg-området i Nørresundby. Det skyldes ikke mindst den ambitiøse strategi for en bæredygtig bydel og implementering af FN’s verdensmål, forklarer finansdirektør fra Lærernes Pension Henrik Walther Mogensen og fortsætter:

– Vores byggeri får en fantastisk beliggenhed ved Stigsparken og parkpromenaden samt med Limfjorden helt tæt på.

Lærernes Pension har de seneste år udvidet sin boligportefølje i København, Aarhus og Aalborg, og i sidstnævnte er boligprojekter på Godsbanen og Nørresundby Havnefront mellem broerne for nylig blevet færdige.

De nye boliger på Stigsborg vil variere fra ca. 50 til 120 kvadratmeter, og der vil være både to-, tre- og fireværelses lejligheder. Alle boliger vil have adgang til attraktive udeopholdsmuligheder i form af altan, forhave eller terrasse samt grønne gårdrum. Derudover vil der være rig mulighed for alskens former for grønne oplevelser i Stigsparken lige øst for bebyggelsen.

Område tager form

Hos byudviklingsselskabet Stigsborg P/S er direktør Anton Hessellund meget tilfreds med den generelle udvikling af området og de planer, som er lavet i samarbejde med Lærernes Pension:

– Det er cirka et år siden, at vi etablerede Stigsborg P/S og efterfølgende igangsatte udviklingen af områdets etape 1, “Parkkvarteret”. Herefter er det gået over al forventning, og det skyldes ikke mindst den ambitiøse helhedsplan for området med etablering af ny folkeskole, park, maritime aktiviteter, infrastruktur med videre. Det har helt klart været med til at øge investorernes interesse markant, forklarer han.

Han siger supplerende, at der netop er blevet lagt sidste hånd på en bylivsstrategi, der blandt andet skal være med til at sikre en række aktiviteter til fremme af byliv, interaktion mellem borgerne samt deleøkonomi.

Byggeriet bliver en del af Parkkvarteret, som er første etape i etableringen af bydelen. Parkkvarteret omfatter ca. 200.000 etagemeter byggeretter til bolig, erhverv, parkeringshuse, offentlige funktioner.

Aalborg Kommune arbejder i øjeblikket med færdiggørelse af lokalplanen for første etape, og Stigsborg P/S forventer at igangsætte etablering af infrastruktur i området i 2019. Her skal blandt andet anlægges en bygade, som skal forbinde området med den eksisterende Engvej i nord.

Relateret indhold