1 mio. kunder i hovedstadsområdet får hver dag rent drikkevand fra 49 kildepladser/boringsområder på det østlige Sjælland. Nu skal Attemose Kildeplads, der er Danmarks længste kildeplads på mere end syv km, totalrenoveres.
Attemose Kildeplads strækker sig over 7 km fra Fruervadvej ved Borup til Nørre Herlev ved Hillerød og leverer årligt 3,3 mio. m3 drikkevand til vandværket ved Slangerup.
– Vi gik i gang med renoveringen af Attemose Kildeplads i 2021. Nu er projektets næste fase klar til at gå i gang. NCC skal hjælpe Hofor med at udføre opgaven, der i hovedtræk handler om styret boring af 5,8 kilometer vandledninger, etablering af 7,5 kilometer el- og fiberkabler samt opsætning af 22 nye pumpehuse, der skal pumpe grundvand op til behandling på værket ved Slangerup, fortæller projektleder Jonas Iversen, Hofor.
Dele af området omkring kildepladsen er fredet efter naturbeskyttelseslovens §3, og det stiller særlige krav til anlægsarbejdet, der skal planlægges, så beskyttede arealer ikke bliver ændret, og så naturtilstanden bevares.
NCC har tidligere gennemført renoveringer af kildepladser for Hofor i områder med sårbar natur, blandt andet Katrinebjerg Kildeplads. Ved Attemose Kildeplads er styret boring valgt som en af de benyttede metoder; blandt andet for at beskytte naturen i området.
– Styret boring er mere skånsom over for miljøet end almindelige udgravninger, da man kan passere vandløb og grønne områder uden at skulle grave op, siger Kim Pedersen, produktionsdirektør, Vand & Afløb, NCC Infrastructure.
NCC’s samlede arbejde strækker sig over de næste to år, og entreprisen udgør en kontraktsum på omkring 40 millioner DKK.
No dig
Metoden kaldes også ‘no dig” (ingen gravning), fordi man slipper for opgravning og de gener, som opgravningen medfører. På den måde kan man hurtigt og effektivt lægge rør og ledninger selv ved vanskelige og uhensigtsmæssige graveforhold. NCC har anvendt gravefri metoder siden starten af 1990’erne.
– Metoden er oplagt på projektet ved Attemose Kildeplads, da vi også skal udføre ledningsarbejde under Attemosens krydsninger af både jernbane og Roskildevej. På den måde tager vi ikke alene hensyn til naturen, vi sikrer også færrest mulige gener for trafikanter og beboere i området, slutter Kim Petersen.