Konsortium vinder byggeri af sygehusapotek for trecifret millionbeløb

Pihlkonsortiet med Pihl & Søn og LM Byg er totalentreprenør på byggeriet af den 6.600 m2 store Ny Lægemiddelforsyning i Køge.
Den nye lægemiddelforsyning stiller store krav til både person-, indbruds- og brandsikring, idet Region Sjællands brug af lægemidler vil komme igennem bygningen. Visualisering: Kullegaard.

Det bliver Pihlkonsortiet med Pihl & Søn og LM Byg, som skal være totalentreprenør på byggeriet af den 6.600 m2 store Ny Lægemiddelforsyning, der samler dele af Region Sjællands sygehusapotek i én enhed i Køge.

Ifølge udbud.dk er totalentreprisen anslået til at have en værdi på 160 mio. kroner ekskl. moms.

Den nye lægemiddelforsyning stiller store krav til både person-, indbruds- og brandsikring, idet Region Sjællands brug af lægemidler vil komme igennem bygningen.

Læs også

Pihl efter rekordregnskab: Større vægt på udvalgte kunder og projekter

– Vi lever af at skabe, og vi bygger altid med og for mennesker, siger Henrik Mielke, driftsdirektør i Pihl & Søn, og fortsætter:

– Men det her projekt kommer til at berøre mange flere end blot dem, der arbejder i bygningen, og det skiller sig ud fra mange andre projekter, man som entreprenør kan arbejde med.

Første efter nye klimakrav

Byggeprojektet er det første for Pihl-konsortiet efter indførslen af nye klimakrav i bygningsreglementet, hvor byggeriet ikke må overstige 7,5 kg CO2-ækvivalenter pr. m2 pr. år.

– Det stiller store krav til os som entreprenør, men vi har forberedt os godt på kravene og ser positivt på, at man får et mere holistisk syn på bæredygtighed i byggebranchen, siger Henrik Mielke og fortsætter:

– Vi ser derfor frem til at kombinere hele Pihl Koncernens omfattende erfaring med kritisk infrastruktur og bæredygtighed for at skabe et solidt kvalitetsbyggeri for Region Sjælland.

Læs også

Top10: Største bygherrer i Region H netop nu

Kullegaard og Niras er henholdsvis arkitekt og ingeniør på projektet.

Byggeriet forventes at begynde i starten af 2026 og forventes færdigt i midten af 2027.

Relateret indhold