Køges hospitals-planer er kommet et stort skridt tættere på målet

Sterilcentralen er den sidste etape af i alt otte bygninger på Sjællands Universitetshospital. Uden sterilcentral, intet universitetshospital, lød det fra regionsrådsformand ved det første spadestik.
Ill.: GVL Entreprise.
Ill.: GVL Entreprise.

På Sjællands Universitetshospital i Køge vil Region Sjællands specialiserede behandling i fremtiden blive styrket, hvilket betyder at flere borgere kan blive behandlet i deres egen region.

Samtidig øges mulighederne for uddannelse og forskning, og så skal specialisterne på universitetshospitalet også understøtte regionens øvrige sygehuse for at sikre lige adgang til behandling for alle borgere i regionen.

Læs også: Entreprenøren er fundet: Nu kan byggeriet af sterilcentral i Køge gå i gang

– Sjællands Universitetshospital er fremtidens sygehus, hvor vi tager den nyeste teknologi i brug. Det er sterilcentralen et godt eksempel på, sagde regionsrådsformand Heino Knudsen ved spadestikket, der er det sidste på Region Sjællands store byggeprojekt, der – når det står færdigt – bliver næsten tre gange større end i dag.

- Det er det sidste 'første spadestik' her på Region Sjællands enorme byggeprojekt, lød det fra regionsrådsformand Heino Knudsen, da han tog fat på gravearbejdet til en ny sterilcentral.
– Det er det sidste ‘første spadestik’ her på Region Sjællands enorme byggeprojekt, lød det fra regionsrådsformand Heino Knudsen, da han tog fat på gravearbejdet til en ny sterilcentral.

I dag er der 17 operationsstuer, og i 2025 vil der være 41 rum til kirurgiske indgreb. Sterilcentralen kommer til at være åben 24/7 og levere rent kirurgisk udstyr til ca. 150 operationer i døgnet:

– Uden sterilcentral, intet universitetshospital. Det er her, de kirurgiske instrumenter bliver gjort rene, steriliseres, pakkes og opbevares, indtil de skal bruges på operationsstuerne, tilføjede han.

Automatiserede processer

I den eksisterende sterilcentral er arbejdsgangene manuelle, men i den nye bygning bliver flere processer automatiseret ved selvkørende robotter, der skal håndtere flowet gennem instrumentvasken og kan aflaste personalet med de tunge løft.

Sterilcentralen får to etager og en kælder, der er forbundet til resten af hospitalet via en tunnel. I tunnelen vil selvkørende robotter transportere færdigpakkede vogne med sterilt udstyr og forbrugsvarer hen til operationsstuerne.

Der opføres et to-etagers højlager på 14 meter, hvor software styrer beholdningen og angiver varens placering. Så er det nemmere for personalet at finde det udstyr, der skal pakkes på vognene.

– Vi har det sidste halvandet år arbejdet hårdt på at projektere en lille, men meget vigtig del af det samlede byggeri, og nu glæder vi os til for alvor at komme i gang med at opføre bygningen, siger Aris Rasul, projektleder fra G.V.L. Entreprise, der har totalentreprisen.

Sterilcentralen forventes færdig i 2024.

Sjællands Universitetshospital skal stå færdigt i 2025 og tages i fuldt brug i 2026.

Relateret indhold