København investerer 7 mio. kr. og flere kvadratmeter i streetsport

Københavns Kommunes kultur- og fritidsudvalg har afsat en pulje på 7,0 mio. kr. til gadeidræt. Pengene går bl.a. til lokale gadeidrætsmødesteder - street hubs - der skal nå ud til børn og unge, der ikke er en del af foreningslivet.
Blandt modtagerne af penge til gadeidræt er gadeidrætsorganisationen Game, der tilbyder street dance, gadefodbold, street basket, parkour, skate og Urban Music School i det asfalteret gadeidrætshus Game Streetmekka København på Enghavevej. Arkivfoto: Game
Blandt modtagerne af penge til gadeidræt er gadeidrætsorganisationen Game, der tilbyder street dance, gadefodbold, street basket, parkour, skate og Urban Music School i det asfalteret gadeidrætshus Game Streetmekka København på Enghavevej. Arkivfoto: Game

Fremover skal København kunne rumme flere områder til streetsport, der skal tiltrække børn og unge, der ikke har opdaget eller ikke er tiltrukket af byens traditionelle foreningsliv. Det har Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune besluttet, samtidig med at udvalget har afsat 7 mio. kr. på årets budget.

– Vi ved, at streetsport og flere arealer til det er med til at inkludere flere børn og unge i mangfoldige fællesskaber. På den måde får vi dem engageret, oplyser Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune.

Helt konkret afsættes der 2,6 mio. kr. til samarbejde med gadeidrætsorganisationen Game om etablering af en såkaldt streethub – et sted til streetsport – og en forøgelse af bevillingen med 1,5 mio. kr. til projektledelse samt et øget anlægsbudget.

Street hubs er Games bud på fremtidens lokale gadeidrætsmødesteder, der aktiverer og inkluderer flere børn og unge i mangfoldige fællesskaber over hele landet.

Til udsatte familier i almene boligforeninger

Desuden bevilger udvalget 2,9 mio. kr. til Nørrebro United, som skal bruge pengene til restfinansieringen af Boldspilstorvet i Lundtoftegade.

Boldspilstorvet i Lundtoftegade er en del af partnerskabet Nørrebro Samles På Banen. Initiativet søger at løse udfordringerne med mangel på idrætsfaciliteter på Nørrebro, og at udsatte familier i almene boligforeninger oftere står uden for foreningsfællesskaber.

Med projektet omdannes et gårdrum til aktivitetsområde og kvarterplads. Udformningen baserer sig på en omfattende inddragelsesproces og indbefatter en multibane i kunstgræs omgivet af en række streetfaciliteter og aktivitetsmuligheder som f.eks. parkour, panna og dans.

De nye arealer til streetsport er en del af Idrætsmilliarden og en konkret udmøntning af kommunens budget for 2023.

Ud over de mere fysiskhåndgribelige tiltag vil der også blive ansat en koordinator, som skal være med til at aktivere børnene.

Relateret indhold