Kun det fredede Kaffetårn vil stå tilbage som et vartegn på den 135.000 kvadratmeter store Irmagrund på Korsdalsvej, når ELF Development går i gang med at opføre en helt ny bydel i Rødovre. Projektet indeholder ejer-, andels- og lejeboliger til godt 3.000 mennesker.
Kingo Karlsen A/S har siden august arbejdet med 25-30 mand for at løse den store opgave med at miljøsanere og nedbryde de gamle haller og øvrige bygninger i det tidligere Irma-hovedkvarter.
Omfattende miljøsanering
– Alene miljøsaneringen af PCB, bly, asbest og forurenet jord er så omfattende, at dette arbejde forventes at tage et halvt år. Vi har på forhånd gennemgået bygningerne og grunden for miljøfarlige stoffer og lagt en detaljeret plan for, hvordan de fjernes og håndteres, inden selve nedbrydningen går i gang, fortæller regionschef Jørn Bak fra Kingo Karlsen.
Fuger og malede overflader med skadelige stoffer blæses rene med stålspåner, der herefter magnetsorteres. Der foretages asbestsanering i blandt andet vindspærrer, ligesom der skal fjernes en del jord, som er forurenet af olietanke. Endelig skal stort set alle grundens gamle kloak- og forsyningsledninger graves op. Dansk MiljøAnalyse foretager løbende renhedstests for at dokumentere kvaliteten af Kingo Karlsens arbejde.
Etape 1 klar i december
Medio december 2015 skal Kingo Karlsen aflevere Etape 1 i miljøsaneret, kildesorteret, ryddet og rengjort stand, så byggemodningen kan påbegyndes. Sideløbende med dette fortsætter arbejdet med såvel miljøsanering som nedbrydning i den resterende Etape 2, der skal afleveres til bygherren i marts 2016.
Kingo Karlsen har ud over et mandskab på 25-30 mand også tre gravemaskiner med forskelligt udstyr, bl.a. betonklipper og hammer, i gang med de forskellige opgaver på Irmagrunden. Der er desuden indhyret en mobil knuser – et anlæg, der findeler beton- og asfaltstykker helt ned til stabilgrus-størrelse 0-32 mm med sten, så det kan ‘pakkes’. Knuserens sprinklerfunktion minimerer støvgenerne, og som en anden vigtig del af nedbrydningsopgaven tages der også hensyn til støj i forhold til det omgivende miljø.
I alt forventer man at nedbryde 35.000-40.000 tons beton på Irmagrunden, bl.a. fordi man finder gamle konstruktioner nede i jorden. Det knuste materiale bliver liggende på grunden og vil blive brugt i det kommende byggeri af Irmabyen. Samlet set vil 97-98 procent af alle nedbrudte materialer kunne genbruges, f.eks. alle teglsten, der sendes til Gamle Mursten, hvor de renses med ‘grøn’ vibrationsteknologi, så de igen kan anvendes i byggerier.