Med afsæt i den store udviklingsplan, som Randers Kommune har arbejdet med siden 2014, skal byen over de kommende tre årtier sikres mod de stigende vandmasser, der allerede i dag udgør en trussel mod store dele af byen.
– Problemet med vand bliver større år for år. I stedet for at flygte fra vores naturskønne Gudenå og fjord eller opføre volde bygger vi med stor omhu i vandkanten et nyt byområde, som udover at rumme gode boliger og liv mellem husene også omfatter den nødvendige klimasikring, siger direktør i arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers, Jesper Plauborg.

DTU: Manglende klimasikring vil koste over 400 milliarder
Han tilføjer:
– Vand er en vigtig del af byens DNA og vores alles livskvalitet, og det forstærker vi nu til fordel for randrusianerne.
Selskabet ejes 51% af AP Ejendomme, der er datterselskab af AP Pension, og 49 % af Randers Kommune.
Trafik og truet af stigende vandstand
Flodbyen Randers har i flere år arbejdet med den samlede plan for klimasikring og byudvikling med bymidten som omdrejningspunkt. Bymidten er i dag presset af trafik og truet af den stigende vandstand. Der er derfor tale om et omfattende projekt og en investering på mere end 5 mia. kroner:
– Populært sagt fremtidssikrer vi Randers med en række indsatser. Randers Kommune opfører Klimabroen som en del af den store klimatilpasningsplan, der samtidig skal afhjælpe trafikale problemer. Vi fjerner et gammelt industriområde, som i dag er en parkeringsplads på en af byens mest attraktive grunde. Her opfører vi et blandet byområde med etageboliger, rækkehuse og andre boligtyper – både til eje og leje, fortæller Jesper Plauborg.

Staten og kommune går sammen om klimasikring af kritisk infrastruktur
– Der etableres også et parkeringshus med dagligvarebutik i stueetagen. Området får stisystemer og gadekær, og det indrettes med fokus på byliv, ophold og fællesskab. Centralt i projektet er boligerne, der bliver en integreret del af klimasikringen og beskytter hele området mod vandet, fortsætter han.
Natur, klimatilpasning og socialt liv
Efter rådgivning fra arkitekter, ingeniører og andre eksperter er arealet til netop disse boliger kaldet Gudenåhusene blevet reduceret:
– Vi ønsker at skabe mere plads til naturen og give adgang for flere til området. Derfor har vi reduceret boligarealet med omkring 1.500 m2, siger han.
Om Brotoften
Ca. 20.000 kvm boliger;
• 10.000 m2 seniorboliger
• Ca. 6.000 m2 etageboligbebyggelse
• Ca. 4.500 m2 rækkehuse mv.
Kombineret P-hus og dagligvarebutik;
• 1.200 m2 butik
• Ca. 180 parkeringspladser
Omkringliggende arealer;
• Klimabåndet, herunder Klimabroen
• Justesens Plæne
• Storkeengen
Grundlaget for lokalplanen for Brotoften-området er nu på plads, og adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, ser frem til den politiske proces for vedtagelsen af planen, der skal bidrage til udviklingen af Randers mange år frem.
– Der ligger et enormt arbejde til grund for klimasikringen af byen, og det er et projekt, hvor vi sammen med kommunen og andre partnere investerer mere end 5 mia. kroner i byens fremtid med en visionær løsning, der skaber udvikling i krydsfeltet mellem natur, klimatilpasning og socialt liv.

Ingeniørerne er klar til mere klimatilpasning, men: ”Kommunerne tøver”
– Det er ganske unikt, at vi med så ambitiøs en plan kan bidrage til at fremtidssikre en skøn middelalderby, borgernes hjem og virksomhederne mod vandmasserne og samtidig skabe muligheden for en helt ny byudvikling, der ellers ikke ville kunne realiseres, siger han og tilføjer, at man indtil videre investerer godt 1,3 mia. kroner i projektet, som ”bør danne skole for andre kommuners arbejde med klimasikring og afledt byudvikling”.