Der bliver livlig aktivitet i FredericiaC-området til august, når gravemaskinerne går i gang med at grave den første kanal i “Kanalbyen ved Lillebælt”.
Fem entreprenører, både lokale/regionale og landsdækkende, bød på opgaven, og FredericiaC har nu valgt MT Højgaard til at udføre arbejdet.
Ud over at grave den nordlige kanal langs Oldenborggade, samt 65 meter af den sydgående kanal, skal MT Højgaard etablere en vejbro og to-tre gangbroer over kanalen, samt udføre jordarbejde, som vil hæve terrænet øst for Gl. Havn med gennemsnitligt en meter. Terrænhævningen er del af en samlet klimasikringsløsning for FredericiaC og hele midtbyen i Fredericia.
– Med etableringen af den første kanal er FredericiaC nu i gang med at realisere Kanalbyen ved Lillebælt. Efter ønske fra Fredericia Byråd har FredericiaC arbejdet på at forberede projektet igennem det sidste halve års tid. Det vindende bud på opgaven lå inden for det samlede budget, og det forventede kapitalbehov fra partnerne bag FredericiaC. Jeg er derfor rigtigt glad for, at et enigt byråd har besluttet at indskyde den fornødne kapital til projektet, og har godkendt den lokalplan, der gør det muligt at komme i gang, siger Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia Kommune.
Bestyrelsesformand i FredericiaC, Carsten Koch, siger:
– Ved at fremrykke investeringen i den første kanal, kan vi hurtigt komme videre med salg af byggeretter i Oldenborggadekvarteret. Kanalen skaber herlighedsværdi i form af udsigt og adgang til vand. Det øger potentielle beboere og virksomheders lyst til at blive de første til at flytte ind i FredericiaC. Det er også noget, som investorerne finder attraktivt, og FredericiaC er i god dialog med flere interesserede investorer.
Gang i udviklingen
Realdania By, der sammen med Fredericia Kommune står bag FredericiaC, glæder sig også over, at der nu er godt gang i udviklingen af “Kanalbyen ved Lillebælt”.
– Udviklingen af FredericiaC bygger på en fælles vision om at skabe en levende, mangfoldig og bæredygtig bydel, som forbinder Fredericias historiske bymidte med Lillebælt. Kanalen gør det muligt at trække Lillebælt helt ind i byen og skabe udsigt og adgang til vandet for så mange som muligt. Samtidig bliver kanalen et nyt sted for aktivitet, rekreation og oplevelser for hele Fredericia. Som en af de første byer i landet får Fredericia også en fremsynet klimasikringsløsning, der i ét samlet greb vil sikre hele bymidten mod havvandsstigninger. Der er tale om en samlet investering på 127 mio. kr., og vi er glade for, at vi med denne investering for alvor er kommet i gang med at realisere visionen, siger Mette Lis Andersen, direktør i Realdania By.
Flere udbud på vej
I efteråret gennemfører FredericiaC udbud på veje og anden infrastruktur i Oldenborggadekvarteret, samt klimasikringsløsningen langs Gl. Havn, som bl.a. omfatter etablering af såkaldte siddeplinte, som skaber adgang til vandet og giver mulighed for ophold og leg. Den samlede klimasikringsløsning vil både sikre FredericiaC og hele den historiske bymidte mod fremtidige vandstandsstigninger og stormflodshændelser.