Hovedentreprenøren på Femern-Bælt forbindelsen, Femern Link Contractors (FLC), har ifm. opførslen af sænketunnelen mellem Rødbyhavn og Puttgarden i Tyskland fået specialbygget et 130 meter langt og 48 meter bredt marinefartøj.
Fartøjet skal gøre havbunden klar til de 217 meter lange betonelementer, som skal nedsænkes på bunden af Femern Bælt og sammen udgøre den 18 kilometer lange sænketunnel.
Nu er specialfortøjet navngivet, og Maya – der på fagsprog kaldes et submerged dumping tool – kan dermed via fjernstyring og anden avanceret teknologi blive sænket ned til havbunden for at placere sten og grus i et ensartet leje, som tunnelelementer efterfølgende kan placeres oven på.
– Maya er det eneste fartøj af sin art i verden, og vi er glade og stolte over, at vi sammen med specialisterne hos Crist skibsværft i Polen har fået bygget et så teknisk avanceret specialfartøj, som er klar til at udføre sine opgaver på Femern-Bælt-projektet, fortæller Sébastien Bliaut, bestyrelsesformand for FLC.
Processen med at designe og bygge Maya, der kan transportere op til 14.000 tons grus og sten ad gangen, har været flere år undervejs og involveret op til 1.500 medarbejdere.
Femern Bælt-tunnelen er danmarkshistoriens største infrastrukturprojekt, verdens længste sænketunnel, og byggepladsen i Rødbyhavn er lige nu landets største.
Arbejdet med at støbe Femern-tunnellens 79 standard tunnelelementer, 10 specialelementer og portaler foregår på FLCs egne produktionsanlæg i Rødbyhavn, som FLC har opført specielt til dette formål.
Femern Bælt-tunnelen står efter planen færdig i 2029.