Jorton – opførelse af domicil
- Adresse: Ulvsundsvej, 6700 Esbjerg
- Supplerende adresse: Vestkystvejen
- Stadie: Detailprojektering
- Forventet byggestart: April 2024
- Forventes færdigt: Januar 2025
- Estimeret budget: 30 mio. kr.
- Omfang: Projektet omfatter opførelse af nyt kontordomicil på 700 kvm og en hal på 700 kvm.
- Bygherre og totalentreprenør: Jorton
- Kilde: SMART/Byggefakta
Til april begynder opførelsen af Jortons nye domicil i Esbjerg, hvor der efter nogle travle år er blevet for lidt plads til de efterhånden 80 ansatte på kontoret på Brolæggervej. Det nye kontordomicil bliver på i alt 1.400 kvm og vil bestå af et kontordomicil på 700 kvm og en hal på 700 kvm.
Nogle af de projekter, Norton har og har haft travlt med, er bl.a. Esbjergs nye maritime fyrtårn, der blev indviet tidligere i år, Din Forsynings nye fjernvarmeanlæg på havnen, ReSource Denmark, tidligere Quantafuels, sorterings- og genanvendelsesanlæg samt Bygmas nye logistikcenter i det nordlige Esbjerg.
– Der sker meget i Esbjerg, og kommunens grønne ambitioner er tårnhøje men samtidig bundet op på konkrete tiltag og projekter, siger områdechef Peter Storkholm til JydskeVestkysten.
Jortons nye domicil bliver placeret på en grund på Vestkystvejen nord for Esbjerg centrum i forlængelse af Bygmas nye logistikcenter.
Opgaver i pipeline for 1,5 mia. kr.
Ifølge Byggefaktas omfattende database SMART, der bugner af informationer om bygge- og anlægsprojekter i Danmark, forventes domicilbyggeriet at stå færdigt i januar 2025. Budgettet er estimeret til 30 mio. kr.
Jortons adm. direktør Allan Harbo kunne i maj se ind i 2023 og 2024 med opgaver i pipeline for 1,5 mia. kr. Forventningen for indeværende regnskabsår lyder på et positivt resultat på ca. 35 mio. kr.
Ud over kontoret i Esbjerg har Jorton også kontorer i både Odense, Kolding og Aabenraa i Region Syd. I alt har virksomheden ni afdelinger fordelt over hele landet.