Danmark er ikke just kendt for at have mange skøjtehaller. Renoveringer er der løbende en del af, og der bliver da også bygget nye skøjtehaller – oftest dog som erstatning for eksisterende skøjtehaller.
Senest stod den nye, opgraderede Østerbro Skøjtehal klar til brug i august 2021.
Nu er det Gladsaxe Kommunes tur til at tage en ny, topmoderne skøjtehal i brug – denne også som erstatning for en ældre en af slagsen. Der er plads til 1.600 tilskuere i den nye skøjtehal, der er placeret på Isbanevej 8 i Søborg – lige over for den gamle skøjtehal.
Den nye skøjtehal har en isbane på 30×60 meter med indbygget mulighed for indsnævring til 26×60 meter.
Kiosk og klublokaler
Det samlede bruttoareal er på 5.500 kvm, hvilket også giver plads til kiosk, klublokaler, træningssal, kontor, personalerum, depoter, rengørings- og toiletfaciliteter og i alt 11 omklædningsrum. Derudover er der en lounge med udsigt over hele isbanen.
Gladsaxe Kommune er bygherre på projektet, der netop er blevet indviet. Her sagde borgmester Trine Græse bl.a.:
5.500 kvm byggeret: Gladsaxe Kommune vil bygge tiltrængte plejeboliger
– I dag er en glædens dag her i Gladsaxe og jeg er meget glad for at kunne fejre indvielsen af vores nye skøjtehal. Det er en hal, som vi – og især foreningerne og is-interesserede borgere – med stor længsel har ventet på. Nu er den her så. Og når jeg ser mig omkring, så kan jeg ikke lade være med at være både glad og stolt over resultatet.
Afrundede hjørnet både ude og inde
Det borgmesteren og de fremmødte kunne tage i øjesyn, er en skøjtehal, der udefra præsenterer sig med en todelt facade. Den består af et bånd af profileret beton, der løber hele vejen rundt i stueetagen – kun punkteret af åbninger af døre og vinduer.
Den øvre facade er beklædt med to gennemgående bånd af perforerede sinusplader af genbrugsaluminium, der slynger sig hele vejen rundt om bygningen og danner kontrast til den grå og matte beton.
På ydersiden ses de afrundede hjørner, der går igen i selve isbanen.
Byggeriet er opført af totalentreprenøren Jönsson med bæredygtighedstiltag ud over bygningsreglementet. Bl.a. anvendes overskudsvarmen fra køleproduktionen af skøjtehallen til varmeforsyningen af hele hallen, der er solceller på taget og udearealer til håndtering af regnvand.
Skøjtehallen, der er tegnet af BBP Arkitekter, åbner for offentligt skøjteløb d. 5. oktober
Næste skøjtehal, der bliver opført i Danmark, er – ifølge Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter – Tårnby Skøjtehal, der også er en erstatning for den utidssvarende skøjtehal på stedet. Her er byggestart anslået til februar 2027.