Om projektet
- 110 ungdomsboliger i tidligere plejehjem på Amager.
- Bygherre: fsb
- Arkitekt: Mangor & Nagel Arkitektfirma
- Entreprenør: B. Nygaard Sørensen A/S
Forleden indviede minister for Udlændinge, Integration og Boliger, Inger Støjberg, samt kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen nye ungdomsboliger på Amager.
Både ministeriet og kommunen har bidraget med midler til dette helt særlige projekt, hvor der er eksperimenteret med både studiemiljø og digital teknik, og hvor kunst også er tænkt ind.
I det tidligere plejehjem Øselsgården på Amager renoverede fsb i 2015-2016 hele boligafdelingen, så 110 ungdomsboliger var klar til at slå dørene op for de nye beboere 1. september i år.
Otte unge beboere, de såkaldte First Movers, har i cirka fire måneder, før resten af beboerne flyttede ind, fungeret som en slags fællesskabs-ambassadører. I workshops har de givet deres bud på, hvilke digitale værktøjer beboerne skal bruge – dels for at understøtte det sociale liv bedst muligt, og dels for at gøre kommunikationen med driftspersonalet så let og effektiv som muligt. De har også taget stilling til Øselsgårdens kerneværdier og sociale profil, hvilke aktiviteter og arrangementer, der skal være, og hvordan fællesarealerne skal anvendes for at skabe de bedste rammer for det sociale liv.
Spektakulært kunstværk
Kunstneren Claus Egemose har skabt et kunstværk i to dele til Øselsgården. En indendørs konstruktion i aluminium og farvede glaspaneler, som giver et spændende farvespil i det høje trapperum og en udendørs del i sprøjtelakeret stål, som udsmykker terrassen foran det store fællesrum ud mod Kornblomstparken.
Københavns Kommune har støttet kunstprojektet med 500.000 kr. Midlerne kommer fra Københavns Kommunes legat til stadens forskønnelse og almene bedste.
– Med Øselsgården er der meget at glæde sig over. For det første bidrager fsb med 110 nye ungdomsboliger i København. Det er der virkelig brug for. For det andet afprøver vi en ny metode for, hvordan man skaber gode, fælles sociale rammer, når man etablerer ungdomsboliger. Den viden kan bruges i fremtidens ungdomsboliger. Vi er meget tilfredse med, at der ikke kun er tale om tag over hovedet, men også om, hvordan det er at være under dette tag. Og når vi kan tænke kunst ind i det hele, er det helt perfekt, sagde fsb’s formand Steen Søndergaard Thomsen.