Hospitalsbyggeri til 1,4 mia. kr. er klar til de første patienter

Hvidovre Hospitals 43.000 nye kvm tilføjer bl.a. en ny akutmodtagelse til hospitalet. Nybyggeriet, der også sørger for nye rammer til bl.a. hjertepatienter, børn og unge, er indviet.
Foto nedefra og op på det øverste af Hvidovre Hospital. Over det grå skilt er bygningen hvid og gul
Den nye hovedindgang på Hvidovre Hospital giver bl.a. adgang til en ny, moderne akutmodtagelse, hvor specialisterne kommer til patienterne og ikke omvendt.

Byggeriet blev sat i gang i september 2017, og nu, mere end syv år senere, er det 43.000 kvm nye, store hospitalsbyggeri på Hvidovre Hospital – Center A indtaget af patienter og medarbejdere.

Nybyggeriet på Kettegård Allé huser blandt andet et nyt barselsafsnit, nye rammer for hhv. Afdeling for Børn og Unge og Afdeling for Hjertesygdomme samt en helt ny akutmodtagelse. Det hele blev indviet torsdag d. 24. oktober af bl.a. regionsrådsformand Lars Gaardhøj, indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv.

Mere trygt for patienterne

Totalrådgivere og arkitekter på projektet er Link Arkitektur og Schmidt Hammer Lassen Architects. Cowi har stået for bygherrerådgivningen med Arkitektfirmaet HS BrunsgaardLaursen som underrådgivere. Kragh & Berglund har været tilknyttet som landskabsarkitekter. Virksomheden er bl.a. anerkendt for det prisvindende landskab på toppen af Skovbrynet Basecamp i Lyngby.

Ikke uvæsentligt for brugervenligheden for patienter og pårørende har Erik Arkitekter siden 2021 været tilknyttet projektet med fokus på wayfinding og skiltning.

For borgere og brugere vil især den nye akutmodtagelse være en af de store forandringer ved hospitalets nybyggeri. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj, der var med til indvielsen, siger:

Læs også

Sygdomsramte familier får fristed i Aalborg

– De fleste af os har oplevet, at et hospital kan virke uoverskueligt og stort – med den nye akutmodtagelse bliver det nemmere og mere trygt for patienterne. Når du har brug for hjælp i Akutmodtagelsen, så kommer specialisterne til dig – ikke omvendt. Du skal ikke gå eller køres rundt til diverse undersøgelser og skanninger. I den nye akutmodtagelse vil speciallæger fra hospitalets mange specialafdelinger være til stede i akutmodtagelsen, hvor der er både røntgen, CT- og MR-skanning.

De 240 enestuer giver mulighed for ro for både patienter og personale. Sådan lød det bl.a. fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, da hun – sammen med regionsrådsformand Lars Gaardhøj (th.) – var med til at markere indvielsen af det 43.000 kvm store hospitalsbyggeri.

Det nye hospitalsbyggeri har også fået plads til ca. 80 undersøgelses- og behandlingsrum, 240 ensengsstuer – herunder 23 familiestuer, en ny hovedindgang, ca. 150 nye p-pladser og ca. 400 cykelparkeringspladser, et stort traumerum med tre lejer og røntgen samt en ny ambulancehal, så patienter kan sættes af i tørvejr.

Byggefaktas database over bygge- og anlægsprojekter i Norden, SMART, anslår budgettet til 1,4 mia. kr.

En af flere færdiggjorte hospitalsbygninger

Færdiggørelsen af byggeriet i Hvidovre er det seneste i rækken af nye hospitalsbyggerier, som er i gang i hele landet med støtte fra Statens Kvalitetsfond.

De seneste år har Region Hovedstaden indviet Nordfløjen på Rigshospitalet, en ny akutmodtagelse og fødeafdeling mv. på Herlev Hospital, nyt neurorehabiliteringscenter på Glostrup Hospital og en helt ny og prisvindende retspsykiatri på Sct. Hans i Roskilde.

De kommende år tages også det helt nye hospital i Nordsjælland samt ny psykiatri og akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital i brug.

Relateret indhold