Horsens: Vil lade 2.000 boliger skyde op ved naturperle

Horsens Kommune håber at finde plads til knap 2.300 boliger på ubebyggede arealer i kommenen. En ny bydel med 2.000 boliger nord for naturområdet Nørrestrand er blandt forslagene.
Horsens Kommune ønsker at udvikle et 270 hektar stort areal nord for naturområdet Nørrestrand. Her kan der potentielt blive plads til 2.000 blandede boliger, offentlige funktioner, erhverv og rekreative områder. Foto: Lars Juul
Horsens Kommune ønsker at udvikle et 270 hektar stort areal nord for naturområdet Nørrestrand. Her kan der potentielt blive plads til 2.000 blandede boliger, offentlige funktioner, erhverv og rekreative områder. Foto: Lars Juul

Fortsat stor befolkningstilvækst i Horsens Kommune giver stort behov for nye boliger, institutioner, erhvervsområder, rekreative områder med mere. Derfor skal kommunen finde nye arealer med plads til byvækst.

Kommunen har kigget på den forventede udvikling og det stigende behov frem mod 2033, og kommer nu med sit geografiske bud på, hvor den fremtidige byudvikling kan ske over de kommende år. I alt har kommunen indtegnet 11 nye arealer ved forskellige byer i et nyt tematillægget for byudvikling. De arealer vil på sigt kunne tages i brug til primært boliger, men også til erhverv.

Her springer byudvikling af et område nord for naturområdet Nørrestrand især i øjnene, da kommunens tematillæg for byudvikling til Kommuneplan 2021-2033 giver mulighed for – på sigt – at skabe plads til godt 2.000 nye boliger.

Allerede i 2019 solgte kommunen et 22,5 ha stort landområde til Birch Ejendomme, der siden 2020 har været i gang med at udvikle en helt ny bydel med ca. 450 boliger.

Netop nu er etape 5-8 – der udelukkende omfatter opførelse af etageboliger – i gang i området, hvor der allerede er bygget ca. 225 boliger i rækkehuse og et etagebyggeri, viser et opslag i Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark.

I det nye tematillægget er der udlagt et 270 hektar stort areal til boligformål, offentlige formål, blandet bolig og erhverv og rekreative formål i området nord for Nørrestrand. Arealet er tiltænkt en helt ny bydel med plads til godt 2.000 boliger. Dette skal være med til at sikre den langsigtede vækst og boligudviklingsmuligheder i det nordlige Horsens mange år frem.

Også på ubebyggede arealer ved Egebjerg, Nim, Østbirk og Lund er der potentielt mulighed for at give plads til nybyggeri.

– Forslaget er vores bud på de helt konkrete arealer, som gradvist – og i takt med behov og efterspørgsel – vil kunne udnyttes til byvækst. Dette har selvfølgelig også stor relevans for alle, som allerede bor og lever i kommunen, siger borgmester Peter Sørensen, der opfordrer kommunens borgere til at kommentere på forslaget, der er i høring til og med den d. 1. juni.

Birch Ejendomme er allerede i gang med at omdanne et 22,5 ha stort landområde nord for Nørrestrand til ca. 450 boliger. Visualisering: Aarstiderne Arkitekter
Birch Ejendomme er allerede i gang med at omdanne et 22,5 ha stort landområde nord for Nørrestrand til ca. 450 boliger. Visualisering: Aarstiderne Arkitekter

284 nye boliger i 4 mindre byer

I de 11 nye arealer, kommunen har kigget på i tematillægget, er der bl.a. fokus på at udvikle lokalcenterbyerne, hvor der allerede er investeret i offentlige servicefunktioner og infrastruktur.

Seks af de nye arealer, som udlægges til boligformål, er således geografisk fordelt på fire af kommunens mindre byer. Kommunen estimerer, at disse tilsammen vil kunne give plads til i alt ca. 284 nye boliger; 61 i Egebjerg, 8 i Nim, 45 i Østbirk og 170 i Gedved.

Som et led i den kommunalpolitiske målsætning om at styrke erhvervsudviklingen i Horsens Kommune er fire nye arealer desuden udlagt til erhvervsformål. Disse ligger i tilknytning til henholdsvis Gedved, Østbirk og Lund.

Byudvikling og natur side om side

Horsens Kommune er bevidst om, at det er en balancegang at sikre plads til både nye byudviklingsområder og natur med stor biodiversitet – og at det gælder om at have de lange briller på i planlægningen med et øget fokus på kvalitet, helhed og fremtidssikring:

– Når vi arbejder med den fysiske planlægning af vores kommune, kigger vi selvfølgelig på meget mere end blot, hvor der er plads. Planlægning handler også om at værne om de mange værdier, vi allerede har – lige fra smukke naturområder og landskaber til bysamfund med hver deres identitet. Med byvækst følger naturligvis også vurderinger omkring infrastruktur, naturbeskyttelse, værdifulde kulturmiljøer og meget mere, siger borgmesteren.

Relateret indhold